I ISLAM HAR DER ALDRIG EKSISTERET noget modsætningsforhold mellem religion og videnskab. Koranen omtaler i simple vendinger og metaforer en masse naturfænomener, som de første muslimer ikke har haft nogen som helst forudsætning for at forstå. Men fordi Koranen af muslimer opfattes som en nøje gengivelse af Guds ord åbenbaret til Profeten Muhammad via ærkeenglen Gabriel i årene 610-632, er teksten blevet bevaret uforandret og kan i dag give os et fingerpeg om skjulte fænomener og processer.
Ser man sig omkring i verden, kan man ikke andet end forundres og fascineres over de dybt komplicerede systemer, der styrer universet: årstidernes, nattens og dagens skiften, jordens, solens og månens nøje fastlagte baner, ebbe og flod, fødsel og død …
Alt dette kan ikke være opstået ved tilfældigheder; der må nødvendigvis være en intelligent årsag bag det hele. For mig som troende er det indlysende, at denne første årsag er Gud, alverdens skaber og opretholder. Koranen fortæller, at Gud er den eneste, der kan skabe ud af intet: ”Når Han beslutter en ting, siger Han: ”bliv” – og den er” (Koranen 2:117).[1]
KORANEN FORTÆLLER, at Gud skabte himlene og jorden i ”seks meget lange tidsperioder” (7:54, 57:1-6) – uden at disse perioder defineres nærmere, for Gud står uden for tid og rum. Himlene og jorden var oprindelig ”samlet som én skabelse, før Gud kløvede/spaltede den” (21:30). Et udsagn, der meget minder om videnskabens Big Bang-teori.
Selvom nogle muslimske såkaldt lærde med mellemrum har hævdet, at jorden er flad, så pointerer Koranen flere steder, at jorden er tilnærmelsesvis rund: ”Gud har udstrakt jorden som et æg” (79:30), og at den gradvist udvides på den ene led (13:3) – og tilsvarende reduceres på den anden led (13:41). Dette er i fuld overensstemmelse med videnskaben, der mener, at radius ved polerne er kortere end radius ved ækvator – på grund af centrifugalkraften, der opstår, når jorden drejer om sin egen akse.
Men selvom jorden er (tilnærmelsesvis) rund, kan den synes som et udstrakt tæppe, som en uendelig flade (71:19-20) – eksempelvis når man ser ud over en kornmark eller et marskområde.
Koranen beskriver, hvorledes månen gennemgår faser, og at solen og månen ”ved egen kraft bevæger sig i nøje fastlagte baner” (36:37-40, 55:5). Månen bliver omtalt som ”lys” og solen som ”en strålende lampe” (25:61, 71:15-16) – hvilket stemmer overens med vor viden om solen som energikilde og månen, der kun lyser ved tilbagekastet sollys.
Koranens beskrivelse af Dommedag leder tankerne hen på både tsunamier og videnskabens beskrivelse af følgerne af en altødelæggende atomkrig:
- Jorden rammes af enorme rystelser/jordskælv (99:1)
- Himlene vil frembringe et røgtæppe, der omslutter menneskene (44:10)
- Tusmørke vil sænke sig over jorden (75:7-9, 81:1-2)
- Søer og have vil gå over deres bredder (81:6, 82:3)
- Himmel og jord forandres til ukendelighed (84:1-5, 20:105-107)
KORANEN FORTÆLLER, at vand er en forudsætning for liv (21:30). I dag ved vi, at protoplasma, der opbygger alle plante- og dyreceller, består af 80-85% vand. Menneskekroppen består af 70-80% vand, og menneskene formerer sig ved hjælp af en væske. Planter, dyr og mennesker har brug for at optage/drikke vand for at vokse og trives, og mere end 70% af jordens overflade er dækket af vand, der visse steder er flere kilometer dybt.
oranen fortæller endvidere, at Gud skabte alting parvis (36:36). Overalt i skabelsen møder vi parvise el. modsatrettede energier – synlige såvel som usynlige: Mandligt og kvindeligt, materie og ånd, positive og negative energier i elektricitet, atomer og magnetisme, foruden kærlighed og had, ro og uro, varme og kulde, tilfredshed og utilfredshed, lys og mørke, tørhed og fugtighed, viden og uvidenhed, tilladt og forbudt, godt og ondt etc. etc. Energier og fænomener, der – skønt de ved første øjekast kan synes vidt forskellige og modsatrettede – er uløseligt forbundne med hinanden og tilsammen danner et hele.
Gud har skabt alt i fuldkommen harmoni og balance, som mennesket skal værne om og ikke må ødelægge (55:7-8). Driver vi i vores hovmod rovdrift på naturens ressourcer, risikerer vi, at jorden tørrer ud (56:63-67), at regn og drikkevand fordærves (56:68-70), at træ bliver en mangelvare (56:71-73), og at grundvandet synker (67:30). Og sidst, men ikke mindst: Gud elsker ikke de ødsle (6:141). En virkelig øjenåbner for den bevidst troende!
GUD SKABTE UNIVERSET til gavn og glæde for de forskellige former for levende væsener, synlige såvel som usynlige, som Han efterfølgende skabte. Disse levende væsener er skabt som selvstændige arter med forskellige egenskaber og indbyrdes fortrin – selvom de har visse anatomiske fællestræk:
Gud skabte dyr af vand, hvoraf ”nogle kryber på deres mave, nogle går på to ben, og andre går på fire ben” (24:45). Gud skabte englene af lys ”og gjorde dem til budbringere med to, tre eller fire vinger” (35:1). Og Han skabte ånder af flammende ild (15:27, 55:15).
Dernæst skabte Gud mennesket, der på afgørende vis skiller sig ud fra den øvrige skabelse:
Gud skabte det første menneskepar ud af en enkelt livscelle, Han blæste af Sin livsånd i dem, Han gav dem hørelse, syn og hjerte og gjorde dem i stand til at formere sig, så de kunne sprede sig ud over verden (4:1, 32:7-9). Med Guds livsånd får mennesket kimen til intellekt og bevidsthed, der gør det i stand til at skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert. Dermed får mennesket handlefrihed og mulighed for selv at træffe valg i tilværelsen i stedet for udelukkende at være styret af dyrisk instinkt. Med handlefriheden følger en kontinuerlig forpligtelse til at udvikle sit intellekt og drage mest mulig nytte af sine evner og ressourcer til gavn for skabelsen og det fælles bedste. Mennesket skal stå til ansvar for sine handlinger, valg og fravalg, for frihed og ansvar går hånd i hånd.
AT MENNESKET ER SKABT med disse helt unikke egenskaber, betyder, at man som troende muslim må afvise Darwins teori om, at mennesket er i slægt med aberne og en følge af en lang udvikling, hvor den stærkeste inden for alle arter overlever. På den anden side afviser Koranen ikke, at skabelsen er i konstant bevægelse og udvikling:
Gud skabte det første menneskepar på en måde, så det var i stand til at formere sig ved at forene sig seksuelt: En ubetydelig mængde af en sammensat dråbe (æg- og sædcelle) forankres på et beskyttet sted (livmoderslimhinden). På dette stadie beskrives fosteret som en klump, der ligesom en igle suger sig fast og suger næring til sig. Klumpen bliver til knogler, og uden om dem dannes der kød. Gud former fosteret i harmonisk form, giver det køn og blæser af Sin livsånd i det, hvorved det bliver til en helt ny skabning (23:13-14, 32:7-9, 75:37-39). Hele denne udvikling foregår beskyttet af ”tre mørke slør” (39:6), der kan tolkes som fosterhinde, livmoder og bughule.
Mennesket gennemgår en fysisk udvikling fra foster til spæd og voksen. Nogle fostre vil gå til grunde, andre vil ”bringes ud som spæde” og nå voksenalderen. Nogle vil dø tidligt, andre vil blive gamle, svage og demente ”således at de intet ved efter at have været vidende.” Og Gud vil give de døde nyt liv ved Opstandelsen, ligesom Han vækker en gold og livløs jord til live ved at sende regn ned over den, så den frembringer mange former for smukke og nyttige vækster (22:5-6).
Mennesket gennemgår også en åndelig udvikling. Den allerførste åbenbaring (96:1-5) er en opfordring til at søge viden og videregive denne viden til kommende generationer. Hvis mennesket udnytter de evner og muligheder, det får i livet, vil det ”blive løftet fra et åndeligt stade til et andet” (84:19).
DET BEMÆRKELSESVÆRDIGE ER, at alle disse processer – skønt beskrevet i simple vendinger – findes i en bog, der blev nedskrevet i 600-tallet, og som er bevaret uændret til vore dage. De her fremførte citater udgør kun en ganske lille del af de udsagn i Koranen, der omtaler naturfænomener, som mennesker i 600-tallet ikke vidste mere om, end hvad de kunne se med deres blotte øje. Alt andet er og bliver et ufatteligt mysterium for menneskene – selvom videnskaben påstår at ”have knækket koden”.
Ifølge Kristeligt Dagblad 23. april 2009 skulle ”Muslimske skolebørn tro på Darwin”, eftersom en canadisk undersøgelse viser, at ”et flertal blandt elever i Pakistan og Indonesien mener, at Darwins evolutionsteori er sand.”
Den originale norske artikel, som der linkes til, er mindre sensationspræget og giver nogle flere detaljer om undersøgelsens resultater. At ”85 procent af eleverne svarer, at de er enige i, at fossiler viser, at liv har eksisteret i milliarder af år, og at det har udviklet sig over tid” falder fint i tråd med Koranens udsagn om vedvarende evolution i skabelsen. At 80 procent af de pakistanske elever og 49 procent af de indonesiske elever mener, at ”de første mennesker på jorden blev skabt af Gud, ikke gradvis, men i sin nuværende form” bliver fremført som et paradoks; men er faktisk også i overensstemmelse med Koranen, der slår fast, at mennesket er en helt speciel skabelse og ikke en videreudvikling af en anden art.
Om det så er forskerne eller journalisten, der ikke har sat sig godt nok ind i Koranens udsagn på området, må stå hen i det uvisse.
© Aminah Tønnsen, februar 2009
Ovenstående er skrevet til temaet “Gåden om livets oprindelse” for De folkekirkelige skoletjenester for ungdomsuddannelserne i anledning af Darwinåret 2009. Se under faglige artikler: Islam og livets oprindelse
Litteratur:
Maurice Bucaille: The Qur’an and Modern Science.
Nuh Ha Mim Keller: Islam and Evolution.
- Zahoor & Z. Haq: Qur’an and Scientific Knowledge.
– spol ned til: Creation of Universe.
* Aminah Tønnsen: Koranen om skabelsen
Menneskets skabelse og evolution
[1]Her skal lige indskydes, at Koranen ikke er en fortløbende kronologisk fortælling. Den er ej heller opdelt tematisk. De forskellige emner er omtalt flere steder, der indbyrdes supplerer og forklarer hinanden. Derfor er man nødt til at kende hele Koranen for at finde ud af, hvad den siger om et bestemt emne.