Nedenstående oplæg blev holdt ved en FREDSHØRING afholdt af COMMITTEE for WORLD PEACE i København den 3. marts 1995.
Det kan synes paradoksalt for mange at tale om FRED i forbindelse med ISLAM, for medierne har i årevis fremstillet muslimer som fanatikere, der – selv i vore dage – med våben i hånd udkæmper den ene “hellige krig” efter den anden. Besynderligt – for “hellig krig” nævnes ikke i Koranen overhovedet!
Ordet ISLAM betyder GUDHENGIVELSE og er dannet ud fra samme konsonant-rod som ordet SALAM, der betyder FRED (vi kender det også fra det hebræiske SHALOM).
Og drager man alle afskygninger af konsonant-roden s-l-m’s betydninger med ind i billedet, så er en muslim én, der gennem gudhengivelse søger at skabe den fuldkomne fred og harmoni (både for sig selv og sine omgivelser) og som følger den gyldne middelvej i alle livets forhold – den vej, der fører én sikkert til det højeste mål af alle: Et fredfyldt liv hos Gud.
Vi føler os magtesløse over for sult, forfølgelse og krig, der er dagligdag for så mange af vore medmennesker; men én ting KAN vi gøre – selvom det kan synes som en dråbe i havet: Vi kan hver især starte med os selv. Starte med at finde den indre fred og balance, der er så altafgørende for, om vi overhovedet er i stand til at leve i fred med vore medmennesker.
Koranen fortæller os, at gudhengivelse er en personlig og fortløbende indre søgen og stræben – ikke noget, der kommer automatisk til os, blot vi fremsiger en trosbekendelse eller følger nogle bestemte ritualer.
Gudhengivelse skal simpelthen opleves som en del af os selv, før vi kan forstå, hvad det dybest set handler om – og før den virkelig giver os den indre fred og harmoni, vi alle har så hårdt brug for.
Som jeg tolker Koranen, handler det i første række om “at give ud af det, Herren har skænket os”, som det hedder igen og igen. At dele vore utallige ressourcer med vore medmennesker – ikke kun synlige goder, men i lige så høj grad omsorg, en hjælpende hånd, viden, livserfaring og tid – tid til at lytte til den nedtrykte, den bekymrede og den sørgende.
Sagt med andre ord: At udvise næstekærlighed. Det er så vigtig en del af islam, at den, der IKKE er parat til at dele sine ressourcer med sine medskabninger, i Koranen betegnes som VANTRO.
Er vi parate til at give ud af vore ressourcer, vil vi altid på én eller anden forunderlig måde få noget igen – selvom vi selvfølgelig ikke kan forvente, at der en dag dumper en check ind af brevsprækken fra de sultende i Ethiopien! Det kommer ofte fra en helt anden og måske uventet kant – én, der er parat til at lytte, når vi selv følger os nedtrykt. En telefonopringning en grå og trist dag, en dybtfølt TAK – eller en ukendt, der redder vor dag ved at sende os et smil, når vi selv er for trætte til at smile.
Mere skal der såmænd ikke til for at bringe fred i sindet – og til at skabe respekt, forståelse, tillid og samhørighed mellem mennesker – også på tværs af kulturelle, sproglige, sociale og religiøse skel. Det gælder om ikke at lukke verden ude, selvom vi holder nok så meget af vort eget – og om at føle ansvar både for os selv og for vore medskabninger.
Vort ansvar gælder også naturen. Vi kan ikke føle virkelig indre fred og harmoni uden samtidig at føle dyb taknemmelighed, respekt og ærefrygt for alt det skabte, som Gud har betroet i vor varetægt. Gud har ifølge Koranen skabt mennesket som Sin stedfortræder på jorden – til på ansvarlig vis at forvalte jordens rigdomme i Hans sted. Han har skabt naturen til gavn og nytte for os; men vi har ikke ret til at misbruge og ødelægge den.
Vort ansvar gælder naturligvis også fordelingen af naturens ressourcer, og verdensfreden afhænger af, om vi er i stand til at fordele disse ressourcer på retfærdig vis. Også på det felt er vor egen fremtid og vor engen skæbne uløseligt forbundet med vore medmenneskers.
Jeg er i de senere år blevet mere og mere bevidst om, hvor vigtigt det er, at vi lærer at betragte hinanden som enkeltindivider og som mennesker i stedet for at fokusere på hudfarve, sprog, klædedragt, kultur, uddannelse og religiøst tilhørsforhold (eller mangel på samme). At vi ikke sætter hinanden i bås derefter, og at vi lærer at behandle andre, som vi selv gerne vil behandles. Og jeg er overbevist om, at vi ved at fokusere med på vore indbyrdes ligheder kan fremme den gensidige respekt for vore indbyrdes forskelligheder, så mangfoldigheden bliver et positivt og berigende element i hverdagen.
Det er noget af det, jeg har forsøgt at lægge vægt på både som foredragsholder på gymnasier og højskoler i foreninger og til sogneaftener – og som redaktør af tidsskriftet ISLAM – FRED & HARMONI.
En anden ting, der ligger mig meget på sinde, og som jeg bruger mange ressourcer på (og som jeg tror, kan bidrage til fredelig sameksistens mellem “gamle” og “nye” danskere) er mine gentagne opfordringer til muslimer om at søge til kilden, til selve fundamentet for vor tro – Koranen – og ikke lade sig vildlede af århundreders forvanskning og misbrug.
For islam ER i sin kerne både dynamisk, rummelig, enkel og livsbekræftende:
Koranen opfordrer til at opretholde enhed i mangfoldigheden og til at udvise respekt over for medmennesker – uanset køn, race eller religiøst tilhørsforhold.
Koranen opfordrer til næstekærlighed og til at følge den gyldne middelvej i alle livets forhold – også når det gælder vor tro.
Vel giver Koranen os mulighed for at leve efter mottoet “øje for øje og tand for tand” – MEN den siger også, at de VIRKELIG indsigtsfulde er de tålmodige, de overbærende, de tilgivende og dem, der imødegår ond med godt.
Kun ved at holde os til kilden, Guds ord i Koranen, og betragte den som et helt personligt budskab, og kun ved at tolke den i lyset af vor egen tid og den sociale og politiske virkelighed, vi lever i, kan vi vinde omverdenens respekt for vor tro.
Men jeg føler ind i mellem, at det er som at slå i en dyne, for hver gang, der i medierne fremkommer mere eller mindre (u)saglige angreb på islam – og hver gang islam bliver identificeret med nogle ekstreme gruppers krænkelse af menneskerettighederne, rykker muslimer – naturligt nok – tættere sammen og lukker omverdenen ude, af lutter angst for at miste deres livsgrundlag.
PÅ vore breddegrader har man måttet føre en århundredlang kamp for at afskaffe hoveri og enevælde og opnå anerkendelse af kønnenes ligeværdighed – basale menneskerettigheder, som ubemærket af alt for mange har været nedfældet i Koranen i 1400 år.
For det har altid været i magthavernes interesse at holde folket i uvidenhed om deres rettigheder. Og for den enkelte er det nemmere at bøje hovedet og følge flokken, for man bliver kun alt for nemt udstødt af fællesskabet, hvis man holder på sin ret.
Men den dag, den enkelte virkelig er parat til at kaste åget af sine skuldre, vil han/hun ganske sikkert kræve sin ret. Revolution er nyttesløs – det er bevidstgørelse og en rolig og jævn evolution, vi har brug for.
Jeg håber, at mine bestræbelser må bære frugt på længere sigt, således at flere og flere oprigtigt vil kunne sige som Knud Holmboe, journalisten fra Horsens, der blev muslim i 1929:
I islam fandt jeg den perfekte balance
mellem verdslighed og religion,
mellem kultur og menneske,
mellem krop og sjæl,
mellem selvet og kosmos.
Og at de virkelig vil leve op til deres navn og skabe fred og trivsel for sig selv og deres omgivelser.
© Aminah Tønnsen, 1995
Se også: Bedebøn for fred
Islam – fred gennem gudhengivelse (fra bogen Islam set indefra)
Litteratur:
AMJAD, Moize: Is Islam really a religion of peace?
JALIL, Abul: Perparing for Peace
NASR, Hossein: Islam and the question of violence
SHARABASI: Peace in Islam
SIDDIQI, Muzammil: Inner peace – the worlds dire need