Af Aminah Tønnsen
For nylig fik jeg ganske uventet mulighed for at tage på pilgrimsfærd til Mekka og Medina. Det blev en intens oplevelse, hvor hele følelsesregisteret kom i brug:
Fra Jeddah er der knap en times køretur til Mekka. Godt og vel halvvejs deler vejen sig: “Makkah” og “Moslems only” ligeud – “Non-Moslems” til højre, og mit hjerte slår en koldbøtte, da Mekka dukker op i horisonten. Et par timer senere går jeg sammen med min guide de få skridt fra hotellet ned til Den store Moské. Jeg tager mine sandaler af ved porten, og snart kan jeg skimte Ka’baen mellem søjler og menneskemylder.
Jeg vil ikke udføre min ’umra i aften, men blot se mig lidt omkring og nyde stedets atmosfære. Endelig når jeg helt ned til pladsen, der omkranser Ka’baen. Et betagende syn møder mig: smuk i al sin enkelthed ligger Ka’baen foran mig, dækket af et sort klæde med guld- og sølvbroderi, badet i et hav af lys under den sorte nattehimmel.
Jeg skrår langsomt over pladsen, og mine øjne flytter sig ikke fra Ka’baen et eneste sekund. Jeg går op på moskéens første sal, hvorfra jeg kan se ned på pladsen. Pilgrimmene, der vandrer rundt om Ka’baen, udgør en broget flok. Mænd og kvinder vandrer imellem hinanden. Mange af mændene bærer den specielle ihram-klædning bestående af to stykker usømmet, hvidt bomuldsklæde, hvoraf det ene bæres som lændeklæde og det andet er viklet om overkroppen og hænger løst over venstre skulder.
På området omkring det sted, hvor Abraham og Ismael ifølge traditionen bad, da de byggede Ka’baen, beder pilgrimmene den korte bøn, der afslutter tawaf-ritualet (dvs. rundgang om Ka’baen) – mænd og kvinder imellem hinanden.
Det er fascinerende at betragte menneskemængden i konstant bevægelse omkring et fast og urokkeligt midtpunkt. Nye pilgrimme slutter sig hele tiden til de vandrende, og andre forlader kredsen. Jeg falder i staver og mister fuldstændig tidsfornemmelsen …
Næste morgen styrer jeg målbevidst mod Ka’baen og slutter mig til menneskestrømmen lige før hjørnet med den sorte sten, hvor en “tawaf-omgang” begynder. Jeg siger “Allahu akbar” og fortsætter forbi Abrahams sted. Jeg tæller på fingrene, så jeg er sikker på, at jeg kommer de foreskrevne syv gange rundt. Jeg fremsiger alle de koranvers, jeg kan huske på både dansk og arabisk og tyr siden til min bønnebog. Jeg følger strømmen og forsøger at tømme hovedet for uvedkommende tanker.
En mobiltelefon ringer tæt ved mig – og en ihram-klædt mand fører en højlydt, ja næsten munter samtale og fortæller, hvor han befinder sig, alt imens han fortsætter sin vandring! De fleste mænd er barfodede; men jeg har som mange andre kvinder sokker på. Luften bliver varmere og varmere; men marmoren er stadig behagelig at gå på. Jeg vandrer og vandrer, og tiden synes at stå stille. Jeg er her – alt andet forekommer ligegyldigt …
Jeg beder en kort bøn ved Abrahams sted og drikker et bæger køligt zamzam-vand. Det kommer fra den kilde, der sprang frem af den golde ørken og reddere Hagar og sønnen Ismael, efter at Abraham – på Guds opfordring – havde efterladt dem her for at drage tilbage til sin øvrige familie i Palæstina for en stund.
Nu skal jeg udføre say-ritualet og vandre syv gange mellem Safa- og Marwa-højene for at mindes Hagars fortvivlede søgen efter vand. Den knap 400 m lange passage er overdækket for at skærme pilgrimmene mod den stærke sol. I midten er der en speciel passage til folk i rullestol, og langs hele ruten står der beholdere med zamzam-vand.
Jeg vandrer og vandrer og bliver lidt irriteret, da min guide giver tegn til, at vandringen er slut. Jeg føler slet ikke, jeg er færdig og ville godt have fortsat længe endnu. En smilende asiatisk pilgrim, der også netop har fuldført ritualet, klipper en tot af mit hår som tegn på, at jeg har fuldført min ’umra.
Det er fredag, så jeg vil deltage i fredagsbønnen, ugens vigtigste bøn. Solen står nu højt på himmelen, og jeg sætter mig i kvinde-afdelingen, hvor store ventilatorer sørger for en let, kølig brise. Medens imamen prædiker, rejser snart den ene, snart den anden sig og beder, medens andre uhæmmet taler sammen. Kvinder går frem og tilbage mellem de bedende. Mødre og søstre har svært ved at styre de mindre børn, og spædbørn begynder at græde i varmen.
Da prædikenen er færdig, er forvirringen om muligt endnu større, for enhver beder på sin egen måde – ganske uden hensyntagen til imamen, som jo ellers er den, man bør følge. Enkelte kvinder rejser sig og forlader stedet, endnu før imamen har afsluttet bønnen. Nogle af dem, der efterhånden bryder op, efterlader engangsbægre, plastposer med madrester, papirlommetørklæder og lignende på deres plads.
Jeg er lamslået. Aldrig har jeg forestillet mig, at jeg skulle møde en sådan respektløshed lige netop her. Hurtigt går jeg tilbage til hotellet – jeg har brug for at bearbejde min skuffelse…
Næste aften kører vi ud af byen mod øst ad en landevej, der løber parallelt med det komplicerede vejnet, pilgrimmene benytter under den store pilgrimsfærd, hajj. Området ligger næsten øde hen og er kun sparsomt oplyst her i aftentimerne.
Vi kører over Arafat-sletten og standser ved Arafat-bjerget – eller Barmhjertighedens Bjerg (Djabal ur-Rahman), som det også kaldes. Det var her, Profeten Muhammad under sin sidste pilgrimsfærd i 632 holdt sin berømte afskedsprædiken, hvori han bl.a. kundgjorde: “Oh I mennesker. I nedstammer alle fra Adam og Eva. En araber står ikke over en ikke-araber, og en ikke-araber står ikke over en araber. En hvid står ikke over en sort, og en sort står ikke over en hvid.”
Jeg står ud af bilen og begynder at gå op ad bjerget – drevet af en usynlig kraft og et inderligt ønske om at komme op på toppen og skue ud over landskabet. Trinnene er stejle og ujævne og af vidt forskellig størrelse. Jeg snubler, men finder hurtigt fodfæstet igen.
Lidt forpustet når jeg toppen, hvor der befinder sig en halv snes mennesker, hvoraf nogle er ved at afslutte deres bøn. Tre unge mænd har siddet på toppen, mens jeg gik derop. De stiller sig på række for at bede, og min chauffør og min guide slutter sig til dem. Jeg stiller mig skråt bagved gruppen og løfter hænderne i bøn.
Og mens det sidste lys slukkes på aftenhimmelen, fordyber vi os i hver sit. Jeg skuer ud over slettens mennesketomme vidder og fyldes med ærefrygt. Disse fem-syv minutter i stilhed, ene for Gud på Arafat, er mere bevægende end fredagsbønnen i mylderet foran Ka’baen i Mekka. Her mærker jeg den inderlige forløsning, jeg forgæves har søgt foran Ka’baen, og jeg kniber en tåre.
Et par dage senere står jeg lamslået over for et virvar af sortklædte kvinder omkring Profetens grav i Medina. De skubber og maser sig frem, alt imens de klager højlydt og kysser nærmest alt, hvad de overhovedet kan komme i nærheden af. Jeg falder i snak med en elskværdig engelsktalende guide og lægger ikke skjul på min skuffelse over kvindernes adfærd både her og i Mekka. Det er ikke første gang, en vestlig muslim skuffes over den oplevelse, der skulle være det absolutte højdepunkt i livet.
Jeg tilbringer min sidste aften på saudisk jord i Mekka. I flere timer sidder jeg foran Ka’baen i selvransagelse og bøn. Her er jeg, Gud! Fjern skuffelsen fra mit hjerte og fyld det med glæde og taknemmelighed …
Tidligt næste morgen er jeg tilbage i Den store Moské. Jeg slutter mig til dem, der vandrer rundt om Ka’baen for at foretage en afskeds-tawaf, en sidste serie rundgange om Ka’baen, inden jeg forlader stedet. Jeg forsøger at lukke verden ude, alt imens jeg vandrer og vandrer, og langsomt fyldes jeg af en befriende indre harmoni. Jeg har forsonet mig med Mekka.
“Hele verden er en moské” skal Profeten Muhammad have sagt. Som ung har jeg stået på Peterspladsen i Rom og har besøgt både Gravkirken, Grædemuren og Al-Aqsa-moskéen i Jerusalem. Med besøget i Mekka og Medina er ringen sluttet.
Gud er nærværende overalt. Nogle finder Ham i menneskevrimmelen omkring Ka’baen – andre finder Ham under vandreture ved skov og strand eller midt i et duftende blomsterflor; men den befriende forløsning kommer ikke af sig selv. Det er op til den enkelte at opsøge den.
© Aminah Tønnsen, juli 2004
Rejsen fandt sted i dagene 3. – 9. juni 2004. Artiklen har været bragt som kronik i Kristeligt Dagblad den 2. august 2004.