I kølvandet på tegningekrisen har mange spurgt, om der virkelig ikke er plads til humor i troende muslimers liv – og naturligvis er der det. Vi ved fra hadith-litteraturen, at Profeten og hans fæller bestemt ikke var humørforladte, men uden at krydse den grænse, hvor humor og kærlig satire kammer over og bliver til ”hån, spot og latterliggørelse.”

Da jeg boede i Marokko op igennem 1970’erne, kunne man på det statslige tv uge efter uge se både lokale og egyptiske teaterforestillinger, hvor storbønder og rigmænd, borgmestre og andre myndighedspersoner blev taget under kærlig behandling til stor moro for især de jævne masser, der i persongalleriet kunne genkende deres egne plageånder. En vestlig udgave findes i den canadiske tv-serie Little Mosque on the Prairie (2007-2012).
Senere stiftede jeg bekendtskab med Djeha-historierne, der er kendt og elsket over hele Nordafrika og Mellemøsten. Djeha-figuren ligner den tyrkiske Nasreddin Hodja, om hvem der også er fortalt mange historier i tidens løb. De relativt korte historier har altid en pointe, som får tilhørerne til at more sig over deres egne svagheder og fejl. Djeha synes ved første øjekast at være usædvanlig dum, men i virkeligheden er det ham, der er den kloge og trækker det længste strå. På en snurrig måde er han en blanding af en vismand og en nar, der forstår at ramme folk på deres ømme steder.
Allah Made me Funny er en verdenskendt, amerikansk stand-up-trio, der faktisk også har optrådt på Nørrebro Teater i 2010. Nogle af trioens pointer skal man være muslim for at forstå; men når immigrationsmyndigheder, FBI, Geert Wilders eller den lokale imam er skydeskive for løjerne, kan alle være med.
Marokkansk tv har i flere år i fastemåneden ramadan – sideløbende med endeløse causerier med religiøst og opbyggeligt indhold – hver dag bragt en episode med ”den nationale Buster Keaton” Hassan El Fad og hans kompagnon Abdelkader Secteur, der på en øde grænsepost mellem Marokko og Algeriet med en finurlig humor filosoferer over livet.
Herhjemme revser dansk-egypteren Omar Marzouk både samfund, folkekirke, muslimer og imamer, blandt andet i selskab med Flemming Jensen på Folketeatret i forestillingen Mogens og Mahmoud samt i tv-serien Grin med Gud. Der er nogle, der mener, at Omar Marzouk er for farveløs og intetsigende; men set med muslimske øjne holder han sig inden for de grænser, der forventes af en muslim. Han leverer sine pointer med varme, medfølelse og selvironi, men overskrider aldrig den hårfine grænse til ”hån, spot og latterliggørelse”.

SOM DET SES, er humor og selvkritik bestemt ikke fremmed for muslimer – inden for visse grænser. Der er dog nogle lande, hvor man gør bedst i at gå stille med dørene, og hvor samfundskritiske tegnere og rappere, der retter deres satire mod lokale politiske magthavere eller Daesh, lever livet farligt. Også, når satiren rettes imod religiøse autoriteter, er det nok klogt at overveje situationen nøje.

I 2010 erklærede en iransk lærd, at udfordrende klædedragt og makeup fører til utugt og fremkalder jordskælv, hvilket fik en amerikansk blogger til at starte et ”videnskabeligt” eksperiment. Hun opfordrede kvinder til på en bestemt dato at iføre sig deres mest nedringede bluser for at producere et jordskælv.
I 2013 mente en saudiarabisk lærd, at kvinder risikerer at skade deres æggestokke og få vanskeligt ved at blive gravide og føde børn, hvis de fører bil (men er åbenbart mindre udsatte, når de sidder på bagsædet med en chauffør bag rattet). Svaret kom prompte fra en ung saudiaraber bosat i U.S.A., der lancerede sangen ”No Woman No Drive” – på melodien til Bob Marleys gamle hit ”No Woman No Cry”.
Da der i januar 2015 faldt sne i det nordlige Saudi-Arabien, udstedte en saudiarabisk lærd en fatwa, der forbyder muslimer at lave snemænd, eftersom det skulle stride imod billedforbuddet og forbuddet imod at efterligne de vantro. Og pludselig vrimlede det på nettet med billeder af snekameler og et herligt sneægtepar på ladet af en Toyota: hun med sort tørklæde og ansigtsslør, han med rødternet tørklæde holdt på plads med den karakteristiske sorte ring om hovedet. Hvem siger, at muslimer ikke har humor?
Men der er jo altid nogen, der mener, at en såkaldt rettroende muslim på alle måder skal gå helt i sort; men man kommer nok længst i livet ved ikke at være alt for selvhøjtidelig, og selvkritik er der virkelig brug for i vore dage. Det er også sundt at le ad det, vi plejer at skændes om.

MANGE mellemøstlige og nordafrikanske medier bringer karikaturtegninger hver eneste dag – nogle er rettet mod lokale forhold, mange er anti-vestlige, anti-israelske og anti-semitiske. Det giver ind i mellem en bitter smag i munden; men det er alt andet lige bedre at besvare karikaturtegninger med karikaturtegninger end at opfordre til vold og terror.
Sidst, men ikke mindst, så er der vittigheder, som jøder kan fortælle om jøder, bøsser om bøsser, spastikere om spastikere, muslimer om muslimer osv., men som folk, der ikke selv hører til den pågældende minoritet, ikke kan fortælle, fordi de samme vittigheder så bliver krænkende. Unge kalder hinanden ”perker” for sjov, men når en person kalder en kollega med indvandrerbaggrund ”perker”, er det måske ikke længere sjovt, men krænkende.

Uddrag af: ”Om tegningekrise, billedforbud og ”islamisk” humor” i Religionslæreren 1/2016.

© Aminah Tønnsen, 2016

Litteratur: