Venskab mellem muslimer og ikke-muslimer – Islam

Det lyder jo meget godt det her med fredelig sameksistens, vil mange måske tænke, men det kan da ikke lade sig gøre, så længe muslimer ikke må være venner med kristne (underforstået: danskere) – en misforståelse, der florerer både blandt muslimer og ikke-muslimer.
Koranen udgør en helhed, hvor passagerne supplerer og forklarer hinanden indbyrdes. Generelt gælder Koranens etiske forskrifter i forhold til alle mennesker, fordi alle mennesker er skabt af Gud og omfattet af Guds nåde og barmhjertighed. Endvidere må enhver ikke-muslim nødvendigvis opfattes som en potentiel muslim og bør derfor behandles med tilbørlig imødekommenhed og respekt:

”Tjen Gud og sæt intet ved Hans side. Vær god imod forældre, slægtninge, faderløse, trængende, nære og fjerne naboer, venner, vejfarende, krigsfanger og slaver. Gud elsker ikke de hovmodige og pralende.” (4:36)

”Det kan vel være, at Gud vil lade venskab opstå mellem jer og dem, I lige nu anser for jeres fjender. Gud er almægtig, og Han er tilgivende og barmhjertig.” (60:7)

”Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med det gode. Så vil din fjende blive din mest fortrolige ven.” (41:34)

Troende skal ”kappes i gode gerninger” (5:48), de skal i fællesskab beskytte gudshuse imod at blive skændet og destrueret (22:40), de skal sammen ”kæmpe for Guds sag” (9:111) – for retfærdighed, frihed og fred.
Skillelinjen går i forhold til de mennesker, der bespotter eller aktivt bekæmper muslimer og/eller gudstro i det hele taget – dem skal man ikke pleje tætte relationer med:

”Gud forbyder jer ikke at være venlige og retfærdige imod dem, der ikke bekæmper jeres tro og som ikke fordriver jer fra jeres hjem. Gud elsker de retfærdige.” (60:8)

”I, der tror! Tag ikke sådanne, der bespotter og latterliggør jeres tro, som venner – hverken blandt dem, der modtog Skrifter før jer, eller blandt gudsfornægterne (kuffar); men nær ærefrygt for Gud (taqwa), hvis I er troende.” (5:57) ”Vend dig bort fra dem, der bespotter Vore tegn, indtil de ændrer adfærd. Hvis du af lutter vanvare skulle komme i sådant selskab, da forlad det ufortrødent.” (6:68)

I 3:28 og 4:139-140, som både konservative og yderligtgående muslimer og islam-modstandere ofte henviser til for at ”bevise”, at muslimer ikke må være venner med kristne (underforstået: urene danskere), er der tale om en advarsel til de troende imod at omgås/alliere sig med vantro (kafirin) og hyklere (munafiqin) frem for troende (muminin). Der er altså ikke tale om et forbud imod at omgås jøder eller kristne, som det fejlagtigt påstås:

”De troende (muminun) bør ikke tage vantro (kafirin) som venner og allierede frem for de troende (muminin). Den, der gør dette, afskærer sig selv fra Gud – med mindre han virkelig har grund til at frygte dem. Nær ærefrygt for Gud, for til Ham skal I alle vende tilbage.” (3:28)

”Er det for at vinde accept, magt og ære, at de slutter venskab og forbund med vantro (kafirin) i stedet for med troende (muminin)? Gud råder over alt. Han har sendt jer Bogen med påbud om ikke at omgås dem, der afviser, håner og bespotter Hans tegn – medmindre de ændrer adfærd. Ellers er I ikke bedre end dem. Gud vil samle alle hyklere (munafiqin) og gudsfornægtere (kafirin) i Helvede.” (4:139-140)

Er der tale om nært beslægtede som f.eks. forældre, bør man omgås dem hensynsfuldt på trods af deres kritik og forsøg på at vende en bort fra islam:

”Vi har pålagt mennesket at tage sig kærligt af sine forældre. Med møje bar moderen barnet, og i to år gav hun det die. Vis taknemmelighed mod Mig og mod dine forældre, for Jeg er det endelige mål. Men hvis de tragter efter at få dig til at tjene noget sammen med Mig – noget, som strider imod din tro – da adlyd dem ikke. Omgås dem hensynsfuldt, som det sig sømmer, men følg vejen for dem, der tjener Mig. Til Mig skal I vende tilbage, og Jeg vil fortælle jer sandheden om jeres gerninger.” (31:14-15)

En muslimsk mand må gifte sig med en jødisk eller kristen hustru (5:6) og må ikke forhindre hende i at praktisere sin tro. Det faktum, at en jødisk eller kristen kvinde kan være både hustru og mor til muslimer, og at hun skal elskes og æres som enhver muslimsk hustru og mor, burde være nok til at tilbagevise påstanden om, at en muslim ikke må være venner med jøder eller kristne. Tættere relationer end forholdet mellem ægtefæller og mellem mor og barn kan man vel næppe forestille sig.

Ovenstående er fra ”Islam – min hjertesag” (Tønnsen 2014, 336-338).