Da jeg for snart 25 år siden forsøgte at finde ud, hvad der var op og ned i diskussionen om tilsætningsstoffer i fødevarer, skrev jeg en artikel til tidsskriftet Islam – Fred & Harmoni 3/1992.
Jeg kontaktede blandt andet en producent af tilsætningsstoffer, der ligeud sagde til mig: Prisen på tilsætningsstoffer varierer efter årstiden, og langt de fleste levnedsmiddelproducenter køber simpelthen det billigste produkt uden hensyn til, om det er vegetabilsk eller animalsk. Man kan med andre ord ikke vide sig sikker, om et tilsætningsstof er af den ene eller anden slags.
I Arab News’ islam-sektion fandt jeg samtidig en artikel, der mindede om, at man ikke bør gøre religionen mere vanskelig end højst nødvendigt. Det er fint at sikre sig, at man ikke spiser svineprodukter, men det er at gå for vidt at interessere sig for evt. tilsætningsstoffers sammensætning. Når et forbudt stof undergår en kemisk forandring, er det et helt anderledes stof og er ikke længere forbudt.
Min konklusion er derfor ganske enkel: Undgå svineprodukter og færdigprodukter og tilbered i stedet maden fra bunden med de bedste råvarer – så ved man, hvad man putter i munden og serverer for sin familie. Hvis man i en snæver vending må ty til et færdigprodukt, der indeholder et eller flere E-numre, der muligvis er fremstillet på basis af et uspecificeret animalsk produkt, er dette transformeret undervejs, sådan at det ikke forbyder et ellers tilladt produkt.
På internettet vrimler det med fatwaer og udtalelser, der støtter denne holdning. Selv Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning (ECFR) har udtalt sig derom i fatwa nr. 34, First Collection of Fatwas from the European Council for Fatwa and Research, 1999.
Mere er der sådan set ikke at sige om dén ting.