Og således gjorde Vi jer til et fællesskab på midten (ummatan wassatan), for at I må være forbillede og vidner (for Guds sag) for menneskene, og at Profeten må være forbillede og vidne (for Guds sag) for jer. (2:143)
”Wassat” betyder blandt andet: midten, middelvej, centrum, hjerte, kvalitet, det bedste, balance, overlegen, rimelig, retfærdig, hæderlig, retskaffen, retlinet …
Islam/Koranen påbyder menneskene et liv i mådehold og balance – og afviser enhver form for ødselhed, ekstremisme og fanatisme. Fjerner man sig fra middelvejen, kan man nemt komme til at sætte sig selv uden for islam.
Middelvejs-princippet gælder i alle livets forhold – også i religionsudøvelsen. Der er intet fortjenstfuldt i at overholde de strenge særregler, der udelukkende og ganske utvetydigt er møntet på Profeten eller på Hans hustruer, for det fjerner menigmand fra middelvejen. Det er ej heller fortjenstfuldt at “overfortolke” Koranens klare og enkle dogmer:
Jødedommen afviser Jesus, kristendommen gør ham til Gud. Islam er troen “på midten”. Den anerkender og ærer Jesus som profet og som overbringer af Guds ord til menneskene:
Oh I Skriftens Folk! I jeres religion skal I ikke overskride grænsen for det passende, ej heller grænsen for sandheden eller følge forfængelige ønsker hos folk, som foer vild før jer. De vildledte mange og afveg selv fra den lige vej. (5:80)
Islam gør det ikke unødvendigt besværligt for sine tilhængere. Islam er dîn al-fitrah – den naturlige tro, der tilpasser sig det enkelte individs muligheder, evner og behov:
Gud finder altid en udvej for den, der nærer ærefrygt for Gud, og Han giver mennesket underhold fra kilder, det aldrig har forestillet sig. Gud er tilstrækkelig for den, der har tillid til Gud. Gud virkeliggør Sit forehavende, og Han har fastlagt alle tings bestemmelse. (65:2-3)
At Gud vil gøre det let for os, betyder dog ikke, at vi aldrig vil møde modstand i livet. Prøvelser er en del af livets grundvilkår:
Vi vil prøve jer med angst og sult, med fattigdom og med tab af liv og underhold; men giv godt nyt til de udholdende (sabirun), der – når lidelse og modgang rammer dem – siger: “Vi tilhører Gud, og til Ham skal vi vende tilbage.” De er omsluttet af Herrens velsignelser og barmhjertighed, og de er rettelig vejledt.” (2:155-157)
Da er det værd at huske på, at Gud ikke bebyrder nogen over evne (65:7), og at Han efterfølgende bringer lettelse/befrielse (94:5-6).
Islam er enkel og smuk, overbærende og stærk, hverken streng eller slap. Tro afskrækker, når den er for streng – og er kun barneleg, hvis den er for slap. “De, der gør troen vanskelig, vil gå til grunde” skal Profeten have sagt.
Da det kom Profeten for øre, at tre mænd havde svoret, at de ville bede hele natten, faste hver eneste dag og trække sig tilbage for aldrig mere at nyde en kvindes selskab, skal han have sagt:
“Jeg frygter Gud mere end nogen anden, og jeg har bevidnet Ham min evige troskab. Dette hindrer mig dog ikke i at forene mit religiøse og mit verdslige liv på en harmonisk måde. Jeg faster den ene dag, og ikke den næste. Jeg beder om natten; men jeg sover også, og jeg har stiftet familie. Den, der fjerner sig fra disse principper, er ikke af mine.”
BØN
Koranen opfordrer menneskene til at forrette bøn regelmæssigt; men man bør ikke på usmagelig og provokerende vis udstille sin fromhed for alverden:
Påkald Herren med ydmyghed og i løndom, for Gud elsker ikke dem, der overskrider grænserne. (7:55)
Fremsig ikke din bøn alt for højt – ej heller alt for lavt, men søg et middelleje. (17:110)
Koranen stiller visse krav til afvaskning af kroppen før den rituelle bøn; men vandmangel kan gøre, at det er umuligt at efterleve kravet. Man kan da foretage en symbolsk afvaskning i stedet – det er bedre end at forsømme bønnen:
Oh I troende! Når I bereder jer til bøn, da vask jeres ansigt og jeres hænder (og arme) til albuerne, stryg jeres ansigt og jeres fødder indtil anklerne. Hvis I er i en tilstand af ceremoniel urenhed, da skal I bade hele kroppen; men dersom I er syge eller på rejse, eller I har forrettet jeres nødtørft eller haft kønslig omgang med kvinder, og I ikke kan finde noget vand, så tag rent sand eller jord og gnid jeres ansigt og hænder dermed. Gud ønsker ikke at berede jer vanskeligheder, men at I holder jer rene og at fuldkommengøre Sine gaver til jer, at I må være taknemmelige. (5:7)
Hvis det er forbundet med livsfare at standse op for at forrette bøn på sædvanlig vis, må man bede til fods eller i et befordringsmiddel og afstå fra de gængse bøjninger og knæfald:
Hvis I frygter (en fjende), da forret bøn gående eller ridende; men når I (atter) er i sikkerhed, da ihukom Gud, som Han har lært jer, og som I ikke førhen var bekendt med. (2:239)
FASTE
At faste er sundt for legeme og sjæl; men overdreven faste eller faste trods sygdom kan skade helbredet. Derfor er den obligatoriske faste begrænset til en måned om året. Børn er helt fritaget for at faste. Rejsende, syge, gravide og ammende må udskyde fasten eller en del af den til et senere tidspunkt:
Oh I troende! Det er foreskrevet jer at faste, som det var foreskrevet dem før jer, for at I må lære selvbeherskelse gennem gudhengivelse. Fast et bestemt antal dage; men hvis nogen blandt jer er syg eller på rejse, bør han faste det forsømte antal dage senere. Den, der kun kan faste under store anstrengelser, kan i stedet bespise en fattig … Gud ønsker at gøre det nemt for jer – ikke svært, for at I må faste det fulde antal dage og prise Gud, der har vejledt jer, og være taknemmelige. (2:183-185)
Ægtefællers naturlige behov for seksuelt samvær skal ikke undertrykkes urimeligt længe. Derfor lemper Koranen tidligere regler og tillader seksuelt samvær i nattetimerne, hvor man også må indtage føde og drikkelse. Seksuelt samvær er dog forbudt for dem, der har afsondret sig i moskéen de sidste ti dage af fasten:
Det er jer tilladt at ligge med jeres hustruer om natten i fasten. De er en vederkvægelse for jer, og I er en vederkvægelse for dem. Gud ved, hvad I foretog jer i det skjulte, og Han har tilgivet jer og taget denne byrde fra jeres skuldre. Så lig med dem og søg, hvad Gud har foreskrevet jer. Spis og drik, indtil I kan skelne en hvid tråd fra en sort i dagningen og fuldend da fasten, indtil natten falder på. Men lig ikke med jeres hustruer, hvis I har trukket jer tilbage i moskéen. Dette er de grænser, Gud har sat, så overskrid dem ikke. Således gør Gud Sine tegn tydelige for menneskene, for at de må lære selvbeherskelse. (2:187)
ALMISSE
At give almisse til samfundets trængende er enhver muslims pligt; men også i denne forbindelse påbydes mådehold: Man skal ikke give alt, hvad man ejer og har, for da bliver man selv en byrde for samfundet. Islamisk Lov har f.eks. fastsat, at man højst må testamentere 1/3 af sin formue til velgørende formål; resten skal sikre, at ens nærmeste ikke står uden midler. Almisse skal ej heller gives for at høste ros eller tak fra andre:
Guds mest trofaste tjenere er dem der, når de giver ud, hverken er ødsle eller nærige, men følger middelvejen. (25:67)
Og giv jeres slægtninge, de trængende og vejfarende, hvad der tilkommer dem, men ød ikke jeres ejendom bort. Ødselhed er visselig de ondes følgesvend og et tegn på utaknemmelighed mod Gud. De ødsle er de ondes brødre, og Den Onde (Satan) var selv utaknemmelig mod Herren. Skulle du ikke være i stand til at hjælpe (de trængende), da sæt din lid til, at Herren vil forbarme sig over dem, og tal til dem med venlighed. Hold ikke din hånd lænket til din hals og stræk heller ikke (din arm) ud i sin fulde længde, så du sidder tilbage dadelværdig og blottet for alle midler. (17:26-29)
At give almisse åbenlyst er godt; men det er bedre for jer at give jeres almisse til de trængende i det skjulte. Derved kan I sone nogle af jeres fejltrin. Gud ved alt, hvad I gør. (2:271)
BOLIG, FØDE & KLÆDER
Også i verdslige forhold går islam ind for mådehold: Det er tilladt at slagte visse dyr; men det er et krav, at HELE dyret så vidt muligt udnyttes på én eller anden måde. Kødet skal spises, skindet skal bruges til telte, beklædning, sko, tasker, vandbeholdere o. lign., stødtænder og horn skal forarbejdes til brugsgenstande etc.
Menneskene advares imod at forbyde noget, som Gud tillader – men det forbudte bliver tilladt i en nødsituation:
Oh I, der tror! Forbyd ikke det gode, Gud har tilladt; men vær ikke umådeholdende, for Gud elsker ikke de umådeholdende. Spis af det, Vi har forsynet jer med, som er lovligt og godt, men frygt Gud, som I tror på. (5:90-91)
Oh I Adams børn! Bær jeres smukkeste klædning overalt og til alle tider. Nyd Guds gaver, men vær ikke umådeholdende, for Gud elsker ikke de umådeholdende. Sig: “Hvem kan forbyde det smukke og gavnlige, Gud har skabt for Sine tjenere?” Sig: “De er for de troende (og de vantro) i dette liv, men forbeholdt de troende på Opstandelsens Dag.” Således forklarer Vi tegnene tydeligt for de indsigtsfulde. (7:31-32)
Oh I, der tror! Spis (akala) af de gode ting, Vi har forsynet jer med og tak Gud, hvis det er Ham, I tjener! Han har kun forbudt jer (at spise) selvdøde dyr, blod og svinekød og det, der er indviet til andre end Gud; men hvis nøden tvinger jer (og I er sultedøden nær), da begår I ingen synd (ved at spise det forbudte) – forudsat I ikke bevidst begærer det og ikke er umådeholdende. Gud er visselig tilgivende og barmhjertig. (2:172-173)
“Akala” betyder ikke kun “spise”, men også “nyde” eller “drage nytte af” i videre forstand.
ÆGTESKAB
Ægteskab og de dermed forbundne rettigheder og forpligtelser giver tryghed i hverdagen. Ægteskab påbydes for at sikre artens beståen og for at kanalisere menneskets naturlige seksuelle drifter ind i acceptable baner. Man kommer ikke nærmere Gud ved at undertrykke sine seksuelle drifter og leve et liv i selvvagt askese og cølibat. Mand og kvinde er skabt til at leve sammen i kærlighed. Vi skal nyde Guds gaver – indenfor de grænser, som Gud har fastsat:
Det er Ham, der har skabt jer af en enkelt livscelle. Af denne skabte Han mager (kvinder og mænd), at de må leve i kærlighed og tryghed. (7:189)
De, der ikke har mulighed for at gifte sig, bør leve afholdende, indtil Gud nådigt beriger dem. (24:33)
Begå ikke hor! Det er en afskyelig handling og et onde, der baner vejen for andre onder. (17:32)
Vi foreskrev ikke munkevæsenet for de kristne; det var noget, de selv opfandt. (57:27)
MENNESKELIGE RELATIONER
Menneskelige fællesskaber bygger på gensidige rettigheder og forpligtelser, og det, der kræves af den enkelte, må stå i rimeligt forhold til vedkommendes evner og muligheder:
Den, der råder over rigelige midler, bør forsørge (sin fraskilte, gravide eller ammende hustru) i overensstemmelse hermed. Den, der (kun) råder over begrænsede midler, bør forsørge (hende) i overensstemmelse med, hvad Gud har givet ham; for Gud lægger ikke større byrder på nogen, end de kan bære. Efter prøvelser vil Gud bringe lettelse. (65:7)
Anstændig og hensynsfuld opførsel gælder naturligvis også over for mennesker af anden tro – ja selv over for dem, der forsøger at overtale os til at handle i strid med vor tro:
Indbyd til Herrens vej med visdom og smukke ord. Og diskutér med dem (der lytter) på den mest høflige måde. (16:125)
Vi har pålagt mennesket at tage sig kærligt af forældre. Møjsommeligt bar moderen barnet, og i to år gav hun det die. Vis taknemmelighed mod Mig og dine forældre, for Jeg er det endelige mål. Men dersom de tragter efter at få dig til at tilbede noget sammen med Mig – noget, som strider imod din tro – da adlyd dem ikke. Omgås dem hensynsfuldt, som det sig sømmer, men følg vejen for dem, der giver sig hen til Mig. (31:14-15)
Gud forbyder jer ikke på venlig og retfærdig vis (at omgås) dem, der ikke bekæmper jeres tro og ikke fordriver jer fra jeres hjem. Gud elsker de retfærdige. Gud forbyder jer derimod (at omgås) dem, der bekæmper jeres tro, der fordriver jer fra jeres hjem og hjælper andre med at fordrive jer. Det er sådanne der begår uret. (60:8-9)
KRIG & FRED
Uoverensstemmelser skal så vidt muligt bilægges i mindelighed, og selv i krigstider må vi ikke lade vore følelser løbe af med os. Hvor uretfærdigt vi end måtte føles os behandlet, så påbydes vi at udvise overbærenhed og retsind:
Hvis to parter blandt de troende strides, da stift fred imellem dem; men hvis den ene af parterne fortsat overskrider grænserne (for det sømmelige) over for den anden, da bekæmp den overskridende part, indtil han retter sig efter Guds påbud. Hvis han føjer sig, da stift fred mellem parterne i retfærdighed, for Gud elsker visselig de retfærdige. De troende udgør ét fællesskab. Stift fred og forsoning mellem jeres brødre og frygt Gud, at I må få del i Hans nåde. (49:9-10)
Oh I troende! Vær standhaftige i Guds sag som vidner for retfærdigheden, og lad ikke andres had til jer lede jer bort fra retfærdighedens vej. Vær retfærdige, thi retfærdighed er beslægtet med fromhed. Og frygt Gud, for Han er vidende om alt, hvad I gør. (5:9)
Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive din mest fortrolige ven. (41:34)
Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; men den, der tilgiver og søger forlig, vil blive belønnet af Gud. For Gud elsker ikke de uretfærdige. (42:40)
NATUREN
Gud har skabt alt i et bestemt mønster og i perfekt balance, som vi mennesker ikke må ødelægge. Alt har sin bestemte plads i naturens kredsløb, og intet må gå til spilde. Gud har skabt mennesket til at forvalte skabelsen i Sit sted, og hver eneste af os skal stå til ansvar for, hvorledes vi har forvaltet denne opgave. I vor omgang med den storslåede natur påbydes vi omtanke og mådehold. Vi må bruge naturens ressourcer, men ikke misbruge dem ved at drive rovdrift på dem:
Åbn dit hjerte for Guds evige og uforanderlige Lov – oprigtigt og i overensstemmelse med Guds natur, i hvilken Han skabte mennesket. Lad der ikke ske nogen forandring i Guds skabelse. Det er den rette levevis; men de fleste mennesker erkender det ikke. (30:30)
Han har skabt alt i (perfekt) balance, som I ikke må ødelægge. (55:7-8)
Spis af (havens) frugter i sæsonen, men yd passende afgifter, den dag høsten samles. Men spild ikke umådeholdent, for Gud elsker ikke den, der lader gå til spilde. (6:141)
Han har gjort jer til Sin stedfortræder på jorden. Den, der nægter at vedkende sig ansvaret, vil bære ansvarets byrde. … Når regnskabets time oprinder, skal hvert enkelt menneske stå til ansvar for sine handlinger på jorden. (35:39 & 45)
Den kendte tænker S. Qutb skriver i sin kommentar til 2:143:
“Uden harmoni og ligevægt er det umuligt at opfylde opgaven som Guds stedfortræder (khalifa) på jorden tilfredsstillende. Den kendsgerning, at muslimer i vore dage ikke er i stand til at indtage den plads i verden, som Gud har tiltænkt dem, er bevis på, at de har slået ind på en anden vej end den, Koranen skitserer. Og de vil ikke være i stand til at opfylde deres forpligtelser, før de igen er parate til at følge Guds vejledning.”
Denne artikel har været bragt i tidsskriftet ISLAM – FRED & HARMONI nr. 3/1992.
© Aminah Tønnsen, 1992
Litteratur:
CHERIF, Mustapha: L’Homme médian est la voie
KAMALI, Mohammed Hashim:
The Middle Path of Islam. The Qur’anic principle of Wasatiyah. Oxford University Press 2015.
MURAD, Khurram: Islam – The Easy Way