“Er det tilladt at lyve ifølge Koranen?” er et hyppigt tilbagevendende spørgsmål. Svaret er ganske enkelt NEJ.
Kun de, der ikke tror på Guds tegn (ayât), opfinder løgne; de er gemene løgnere. (16:105)
Man kan ikke skjule løgne for Gud, for Han er alvidende og ved, hvad menneskene gemmer i deres hjerte:
De tilslører deres hjerte og tror, at de kan lyve i det skjulte. Men selvom de tildækker sig med klæder, ved Gud, hvad de skjuler, og hvad de åbenbarer, for Han kender hjertets inderste hemmeligheder. (11:5)
Også sladder og bagvaskelse omtales i Koranen som løgn – med mindre der da kan føres troværdigt bevis for påstandene:
Hvorfor tænkte de troende mænd og kvinder ikke godt om deres egne, da de hørte rygterne? Og hvorfor sagde de ikke: “Denne (anklage) er en åbenlys løgn”? Og hvorfor blev der ikke fremført fire vidner for at bevise påstanden? De, der ikke kan fremføre fire vidner (som bevis for deres anklage), er visselig løgnere for Gud. (24:12-13)
Falsk anklage og mened er en yderst alvorlig sag:
Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige som vidner for Gud – selvom det skulle være til skade for jer selv, for jeres forældre eller jeres slægt, eller for rig eller fattig, for Gud er bedre til at varetage deres interesser. Følg ikke jeres egne begær på bekostning af retfærdigheden. Hvis I fraviger eller omgår sandheden (dvs. begår mened), er Gud visselig vel bekendt med alt, hvad I gør. (4:135)
De, der fremsætter anklager (om utugt) mod ærbare kvinder uden at kunne fremføre fire vidner, skal straffes med firs slag. Og før dem aldrig mere som vidne (i andre sager), for de er visselig (gemene) overtrædere. (24:4)
Løgn er en form for vantro (kufr):
De vantro (al-kâfirûn) opfinder løgne om Gud; men de fleste af dem mangler både indsigt og viden. (5:106)
Gud til straffe dem, der fortæller løgne om Gud, og de vil aldrig have fremgang:
Hvem er mere uretfærdig end dem, der opfinder løgne om Gud og fornægter Hans tegn (ayât)? Synderne (mujrimûn) vil aldrig have fremgang. (10:17)
Sig: “De, der opfinder løgne om Gud, vil aldrig have fremgang.” (10:69)
Hvem begår større synd end dem, der opfinder løgne om Gud? De vil vende tilbage til Gud, og vidnerne vil sige: “Det er dem, der opfandt løgne om Herren! Guds forbandelse hviler over de uretfærdige (al-zâlimûn)!” (11:18)
Løgn ifølge hadîth
Ser vi på traditionssamlinger som al-Bukhâri og Muslim, ser sagen dog noget anderledes ud, for ifølge dem er det – under visse omstændigheder og stik imod Koranens klare fordømmelse af løgn – tilladt at lyve eller fortie sandheden!
Umm Khultum, én af Profetens hustruer, skal nemlig have sagt:
“Jeg har aldrig hørt Profeten gøre indrømmelse med hensyn til, hvilke løgne folk må fortælle – undtagen i tre tilfælde: For at opnå forsoning mellem to folk, når en mand taler med sin hustru, og når en kvinde taler med sin ægtemand.”
Det skulle altså være tilladt at ty til løgn, hvis det er for at undgå skænderier, for at skabe forsoning mellem mennesker eller for at få nogen til at afstå fra sin ret til gengældelse for en skade, han er blevet påført – hvis man vel at mærke ikke kan opnå det samme gode resultat på anden måde.
Det skulle efter ovenstående eksempelvis også være tilladt for en ægtemand at forsikre sin hustru om, at han elsker hende (selvom han ikke gør det) – hvis han dermed kan sikre familieidyllen.
MEN hvis man virkelig tror på, at Koranen er Guds åbenbarede ord, burde det være en selvfølge at afvise enhver form for løgn – undtagen i de tilfælde, hvor man med en løgn kan redde menneskeliv, for liv går forud for lov:
Hvis nogen sparer (el. redder) et liv, vil det være, som om han redder (el. sparer) hele menneskeheden. (5:32)
© Aminah Tønnsen, december 2001