Alle former for hasardspil fordømmes i Koranen side om side med alle former for rusmidler:

De spørger dig om rusmider (khamr) og hasardspil (maisir). Sig: “De gør begge stor skade og gavner menneskene lidt; men de skader mere end de gavner.” (2:219)

Oh I, der tror og gør gode gerninger! Rusmidler (khamr) og hasardspil (maisir), ofring på stenaltre (ansâb) og lodkastning med og læsen i pile (azlâm) er afskyeligt – et Satans værk. Undgå dem, for at I må have fremgang. Satan ønsker blot at opildne til fjendskab og had mellem jer ved hjælp af rusmidler og hasardspil og at lede jeres opmærksomhed bort fra Gud og bøn. Vil I da ikke ophøre dermed? (5:93-94)

Grunden dertil er indlysende: Hasardspil – hvad enten det er arrangeret af private eller staten – skaber (ligesom rusmidler) afhængighed og kan udvikle sig til en sygelig trang, der kan blive en enorm psykisk og økonomisk belastning – ikke kun for den afhængige (ludomanen), men for hele hans/hendes familie. Man lokkes af udsigten til hurtigt og lettjente millioner – og ender kun alt for let som kriminel for at skulle tilbagebetale en stadigt voksende spillegæld.
Spil bør ej heller blandes sammen med velgørenhed. Der er dog intet til hinder for, at man forhøjer billetprisen til et velgørenheds-arrangement, for ingen forventer at få mere ud af pengene end at give dem til et godt formål.

Naturligvis skal der være tid og rum for at slappe af i hverdagen; men der bør tages afstand fra spil om penge eller spil, der trækker så meget i langdrag, at man forsømmer sine religiøse og familiære pligter. Man starter med at være en uskyldig “spillefugl” – og ender med at være “besat af spilledjævelen”.
Mennesket er skabt svagt (4:28) og har brug for Guds vejledning:

Vi har sendt Bogen til dig for at tydeliggøre de ting, hvorom de (forskellige grupper) strides, og som en vejledning og velsignelse for de troende. (16:64)

Derfor fordømmer Koranen det, der ved overdreven brug eller indtagelse kan være skadeligt for legeme og sjæl.

© Aminah Tønnsen, april 2000