Hvad betyder halal og haram?
Gud ved, hvad der er godt for menneskene. Derfor kaldes Guds ord, Koranen, også al-furqan, hvilket vil sige den, der skelner mellem halal og haram, mellem ret og uret, mellem tilladt og forbudt, mellem godt og ondt, mellem sandt og falskt …
“Gud ønsker at gøre det nemt for menneskene, ikke svært” (2:185, 4:28) og ”nyd det gode og rene og handl retsindigt” (23:51) hedder det i Koranen. Man bør altså ikke undgå eller forbyde det tilladte i sin iver efter at være en ”ekstra god” muslim. Omvendt bør man ikke tillade det forbudte – undtagen hvis man er under ekstremt pres: For at redde menneskeliv må man gøre det, der under normale omstændigheder er forbudt, for liv går forud for lov (2:173, 5:4, 6:145).
Man kan som udgangspunkt sige, at enhver handling er tilladt i videste forstand (halal) – medmindre den er udtrykkelig forbudt (haram). Manddrab, tyveri, falsk vidnesbyrd, sladder, utugt samt indtagelse af svinekød er forbudt i Koranen og dermed haram.
Der er handlinger, der er tilladt (mubah), andre er anbefalelsesværdige (mandub), andre er kritisable og bør undgås (makruh). Disse tre kategorier er dog tilladt i videste forstand (halal), og det er den enkelte, der træffer sine valg.
De lærde er ikke altid enige om, hvordan en handling skal kategoriseres. Man er f.eks. uenige om, hvorvidt det er forbudt at ryge – eller om rygning blot er noget, der bør undgås.
Er man i tvivl om, hvorvidt en handling er tilladt eller forbudt, bør man undgå den, indtil man har undersøgt sagen nøjere – især hvis handlingen kunne lede til noget forbudt. Som en hovedregel gælder, at alt det, der tjener det fælles bedste, er tilladt – hvorimod det, der skader nogen eller fællesskabet, er forbudt.
Ovenstående er fra ”Tror muslimer at jorden er flad? 100 spørgsmål om islam i det 21. århundrede” (Tønnsen 2006, spørgsmål 35)
© Aminah Tønnsen, 2006