Hvad er det at være dansk?

Jeg kan føre min mødrene slægt næsten 400 år tilbage i den jyske muld; men er opvokset i efterkrigstidens Flensborg – dengang man var dansk med hud og hår. Man følte samhørighed med – og dyb kærlighed til – det danske sprog, kulturen, litteraturen, historien, landet, folket, flaget og sangene. Hvad skulle man dog have gjort uden Højskolesangbogen – før, under og efter krigen?
Og hvad skulle jeg selv have gjort uden den danske sangskat, da jeg levede under fjerne himmelstrøg i 70’erne? Det danske sprog hørte jeg sjældent i dagligdagen – for man går jo ikke rundt og snakker med sig selv. En sang kunne jeg derimod godt synge – og det blev til mange hver eneste dag. Synet af Dannebrog, der dagligt vajede fra den danske ambassades flagstang – og som jeg i et kort glimt kunne skimte over trætoppene, når jeg kørte mine børn i børnehave – gav mig hjertebanken.
Danskhed er nemlig en bagage, man kan tage med sig og glæde sig over overalt i verden, og som ingen kan fravriste én.
Nøjagtig det samme gælder for tro. Uanset hvilken tro man så end bekender sig til – og uanset om man blot har overtaget den efter sine forfædre eller selv har valgt den – har man den med sig som en usynlig, styrkende og allestedsnærværende bagage.

Nogle skyder skylden for vore dages dekadence og gudløshed på præsterne – andre klandrer politikerne, for det er så nemt at skubbe ansvaret over på andre. I virkeligheden er det den enkelte, der svigter både sin Gud, sig selv og samfundet.
Da vi fik socialloven hed det sig i starten: Yde efter evne – modtage efter behov. Så blev vi grådige, og de, der levede over evne, blev belønnet med rentefradrag, så de kunne slippe for at betale til fællesskabet.
I 60’erne fik vi den frie abort: Kvinderne ville selv bestemme over deres krop – men ville ikke tage ansvaret for deres såkaldte frihed. Man blåstemplede det papirløse samliv og det registrerede partnerskab, og man åbnede krisecentre for voldsramte kvinder.
At få børn er ikke længere en gave – men et krav og en menneskeret, så man har lovliggjort anonym adoption og sågar anonym sæd- og ægdonation. Nu risikerer unge mennesker at gifte sig med – og få børn med – både halv- og helsøskende – og sågar deres egne forældre. Så nu er vi helt ude i hampen. Og som om det ikke skulle være nok, så har vore unge Europa-rekord i druk – men hvem har mon lært dem at drikke?
Det er da ikke så mærkeligt, at samfundet – og dermed danskheden – er i krise. Mange er forvirrede og rodløse og har ingen værdier og normer at holde sig til. Det fører til angst for fremtiden og usikkerhed over for de eller det “anderledes” – og så er det så nemt at sige, at det er de fremmede (underforstået: islam & muslimerne), der er skyld i danskhedens forfald. Og når vi nu er så godt i gang, så er det vel også muslimernes skyld, at kirkerne står tomme og kristendommen har mistet indflydelse.

Man hører ofte, at det danske samfund bygger på kristne værdier – hvilket dog er en sandhed med modifikationer: Vort samfund bygger nemlig på værdier, der – skønt de her på vore breddegrader har udviklet sig i samspil med kristendommen – er fælles for jødedom, kristendom og islam. Derfor er der intet modsætningsfyldt i at være dansk jøde eller dansk muslim – det kan tværtimod være en ekstra berigelse og udfordring at tilhøre et religiøst mindretal.
Kristendommen har ikke patent på næstekærligheden, og den dag vi glemmer, at vi er en del af et verdensomspændende fællesskab – skabt af én og samme Gud, og at vi er indbyrdes afhængige af og forpligtede over for hinanden uanset hudfarve, tro, kultur, sprog, byrd eller køn – da kan danskheden nemt forvandle sig til vederstyggelig nationalisme.

© Aminah Tønnsen, 1999   

Bidrag til Kristeligt Folkepartis værdidebat på nettet.