Fra tidernes morgen har mennesker valfartet til specielt udvalgte steder som bod og renselse. Ifølge Koranen (3:96-97) blev det første gudshus nogensinde til ære for den ene sande Gud – Ka’baen – bygget i Bakka i Arabien. Profeten Abraham byggede det sammen med sin førstefødte søn Ismael og indviede det til Gud. Bakka skiftede navn til Mekka, og I en længere periode blev Ka’baen brugt som kultsted for dyrkelse af et utal af guddomme; men under Profeten Muhammad blev forbindelsen tilbage til Abraham og hans monoteistiske lære knyttet ved et påbud om pilgrimsfærd netop dertil:

Og Vi har gjort Mekka til et sikkert og fredfyldt sted for menneskene – både for de fastboende og for de tilrejsende … Vi førte visselig Abraham til stedet for det Hellige Hus (Ka’baen) (og sagde): “Tjen ikke andre end Mig! Og helliggør Mit Hus for dem, der vandrer omkring det, der står, bøjer sig og kaster sig ned (i bøn).” Og kundgør pilgrimsfærd for menneskene. De vil komme til dig til fods eller ridende på forskellige slags ridedyr – udmarvede (efter den lange rejse) fra de fjerneste egne, for at de må erfare, hvad der gavner dem. (22:25-28)

Pilgrimsfærd til Mekka er én af Islams fem søjler og er obligatorisk mindst én gang i livet for enhver troende muslim, mand og kvinde, der helbredsmæssigt og økonomisk er i stand dertil. Man må ikke tage på pilgrimsfærd, før man har betalt sin evt. gæld, og man skal naturligvis på vanlig vis sørge for dem, man har forsørgelsespligt over for, mens man selv er bortrejst. Er man syg, kan man sende en stedfortræder – én, der allerede har fuldført sin egen pilgrimsfærd. Pilgrimsfærden foretages i det islamiske kalenderårs tolvte måned, dhû al-hidjdja.

Området omkring Mekka bliver betragtet som helligt og derfor forbudt (harâm) for ikke-muslimer (9:28). Før man når til “grænsen” (mîqât), går man i bad, klipper negle mv. og iklæder sig “ihrâm”, der for mænds vedkommende består af to stykker usømmet, hvidt klæde: et lændeklæde samt et klæde, der vikles om overkroppen og bæres over venstre skulder. Kvinder bærer en almindelig, enkel, løstsiddende klædedragt, der dækker hele kroppen undtagen ansigt, hænder og fødder. Under pilgrimsfærden er alle lige: høj og lav, sort og hvid er ens klædt, overholder de samme regler og ritualer og fremsiger de samme bønner.
Så længe man er i “ihrâm” er det forbudt (harâm) at parfumere sig, at tiltrække sig det andet køns opmærksomhed, at mundhugges, lyve eller stjæle (2:197) og at gå på jagt (5:2 og 98-100).
Man erklærer sin hensigt (nîya), beder en kort bøn og fremsiger pilgrimserklæringen (talbîya): “Her er jeg, oh Gud, til Din tjeneste!” igen og igen hele vejen ind til selve byen Mekka.

Har man ikke gjort det straks ved ankomsten, begiver man sig tidligt om morgenen den 7. dhû al-hidja til den Hellige Moské (Masdjîd al-harâm), hvor man går syv gange rundt om Ka’baen i bøn (tawâf). En rundgang starter ved den Sorte Sten, man går imod uret, så man hele tiden har Ka’baen på venstre side, og hver gang man har fuldført en omgang siger man: “I Guds navn – Gud er større (end alt andet)!” (Bismillah – Allahu akbar!)
Man beder to rakaat og fremsiger suraerne 112 og 109 ved Abrahams Sted (maqâm Ibrâhîm), hvor patriarken selv bad sammen med sin førstefødte søn Ismael, da de sammen byggede Ka’baen. Herefter drikker man vand af Zamzam-kilden, der ifølge islamisk tradition brød frem af den golde ørken og reddede Hagar og hendes spæde søn Ismael fra at dø af tørst.

Hagars fortvivlede søgen efter vand, da Abraham på Guds bud havde efterladt hende og deres spæde søn Ismael i ørkenen, gentager pilgrimmene symbolsk ved syv gange at gå og/eller småløbe frem og tilbage mellem de to høje Safâ og Marwa (sa’y) (2:158). Af praktiske årsager udføres ritualerne dog i omvendt rækkefølge, idet man først drikker vand fra Zamzam-kilden, hvis udspring i dag befinder sig neden under den marmorbelagte moskégård – og dernæst går og/eller småløber syv gange mellem de to høje. Passagen mellem Safâ og Marwa er i dag overdækket for at skærme de mange pilgrimme imod den stærke sol.

Den 8. dhû al-hidja starter den egentlige pilgrimsfærd (hadjdj): Pilgrimmene begiver sig fra Mekka til Minâ (ca. 9. km øst for Mekka), hvor man beder og mediterer hele natten indtil solopgang.

På pilgrimsfærdens anden dag, den 9. dhû al-hidja, vandrer man videre til Arafât-sletten (ca. 20 km øst for Mekka), hvor Profeten Muhammad holdt sin afskedsprædiken kort før sin død. Her tilbringer man eftermiddagen i bøn, meditation og selvransagelse (2:198) – ofte stående (wuqûf). Efter solnedgang vandrer man videre til Muzdalifa (ifâda), hvor man tilbringer natten efter en fællesbøn.

Pilgrimsfærdens tredie dag, den 10. dhû al-hidja, starter med fællesbøn, hvorefter man vandrer tilbage mod Minâ. På vejen samler man syv små sten, som man – som en symbolsk fornægtelse af det onde – kaster imod én af tre søjler (Djamrât al-Aqaba), alt imens man råber: “Gud er større!”
Dagen slutter med ofringen (22:32-37), hvor pilgrimmene – ligesom muslimer over hele verden – slagter et dyr for at ihukomme Abrahams villighed til at ofre det allerkæreste, han ejede: sin førstefødte søn, Ismael. Dagen regnes for den største islamiske helligdag ‘îd al-adhâ (den første/fremmeste fest), i folkemunde kaldet ‘îd al-kabir (den store fest). Den, der ikke har råd til at ofre et dyr, bør i stedet faste i 3 dage under pilgrimsfærden og 7 dage efter sin hjemkomst. (2:196)
Mange mandlige pilgrimme lader sig herefter kronrage, medens kvinderne nøjes med at klippe en lok af deres hår (48:27). Selve pilgrimsfærden er hermed afsluttet, og man må nu bruge titlen “hadj” (for mænd) og “hadja” (for kvinder). Man iklæder sig sin sædvanlige klædedragt og må igen bære smykker og parfumere sig.
Mange pilgrimme foretager en sidste serie vandringer omkring Ka’baen (tawâf al-ifâdha) og fylder medbragte dunke med vand fra Zamzam-kilden. Det siges nemlig at have helbredende kraft, som også familie derhjemme skal nyde godt af.
Har man mulighed herfor, tilbringer man efterfølgende endnu et par dage i Minâ i bøn (2:203) og/eller besøger Profeten Muhammads grav i Medina. Også Medina er et område, der er forbudt for ikke-muslimer.

Den, der ikke har mulighed for at tage på hadj, må bringe et offer i stedet (2:196) – hvis han har mulighed herfor.
Der findes en mindre pilgrimsfærd, umra, der kan foretages på et hvilket som helst tidspunkt af året, og som kun indbefatter ritualerne omkring den Hellige Moské: rundgang om Ka baen, bøn ved Abrahams Sted og vandring mellem Safâ og Marwa (2:158).
En kvinde må ikke foretage hadjdj eller ‘umra alene, men skal være ledsaget af sin ægtefælle eller en mahram, dvs. en mand, som det er hende forbudt at indgå ægteskab med (f.eks. en voksen søn, far, farbror eller brorsøn). Hun må ej heller tage på pilgrimsfærd, hvis hun ikke har fuldendt sin venteperiode (‘idda) efter skilsmisse eller ægtefælles død.

I vore dage findes der rejsearrangører, der har specielle pilgrimsfærds-tilbud omkring hadj. Man køber simpelthen en færdig “pakke”, der indbefatter visum, transport, overnatning og en hadjdj-guide (mutawwif), der taler ens modersmål og er fortrolig med alle pilgrimsfærdens ritualer.

Pilgrimsfærdens betydning
Pilgrimsfærdens betydning for den enkelte fremgår af de personlige valfarts-skildringer. Bøn, lovprisning og de dertil knyttede ritualer, som findes dels i Koranen, dels i traditionen (hadîth), er de bærende elementer i pilgrimsfærden, og selvransagelse er en naturlig forlængelse af bøn. Jeg har imidlertid – i de valfarts-skildringer, jeg har hørt og læst i årenes løb – bemærket en tendens til, at man taler mere og mere om en minutiøs udførelse af ritualerne, for at pilgrimsfærden skal være “korrekt” og “gyldig”, ligesom fokus også alt for ofte er flyttet fra anger og selvransagelse til syndsforladelse. Ofte er det at ofre en vædder, der er større og flottere end naboens, vigtigere for mange end de personlige ofre, som islam kræver af os i dagligdagen. En tendens, der har fulgt den sørgelige tendens i tiden til at lægge mere vægt på det ydre end på det indre i gudsforholdet.

Det arabiske ord hadjdj betyder “at ære, respektere eller overbevise, at valfarte til Mekka”. Et ord af samme rod, hadjadja, betyder “at argumentere eller rådføre sig med hinanden, at debattere eller ræsonnere” – og denne betydning af pilgrimsfærden er nærmest gået tabt.
Det er værd at bemærke, at ordet hadj forekommer 10 gange i Koranen – og hver gang er påbuddet rettet mod menneskeheden (al-‘alamîn) – og ikke mod muslimer alene. Det må betyde, at det er Guds ultimative mål med hadjdj at forene menneskeheden – og at dette kun er muligt, når tro (el. den levevis, der gavner menneskeheden) efterleves af alle.
Den årlige pilgrimsfærd tiltrækker muslimer fra hele verden og er derfor en glimrende mulighed for at styrke enheden og forståelsen mennesker imellem for at skabe et verdensomspændende broderskab.
Man kunne forstille sig, at delegerede fra hele verden i en periode før og efter selve pilgrimsfærden samles for at diskutere de enorme problemer, menneskeheden står over for og finde løsninger i henhold til den guddommelige vejledning. De skulle udveksle erfaringer og indgå samarbejdsaftaler med henblik på at udbrede troens principper i dagligdagen, således at tro bliver den bærende og samlende faktor for menneskeheden. Heri ligger den eneste løsning på menneskehedens problemer.
Det er nogle af de tanker, som pakistanske reformister som Mohammad Abdul Malek og Ghulam Ahmad Parwez har givet udtryk for i slutningen af 1900-tallet.

Deres tanker og idéer forudsætter imidlertid, at man finder tilbage til den egentlige betydning i 9:28: Det er hedninge, afgudsdyrkere og polyteister (mushrikûn), der formenes adgang til området omkring Mekka – ikke alle ikke-muslimer, som det er blevet til i tidens løb.
At turde tale om énhed blandt monoteister – og ultimativt om menneskehedens énhed – bør være det højeste mål. Det er ikke længere nok at tale om énhed inden for hver enkelt trosretning.

© Aminah Tønnsen, marts 2000