Ligesom man i Koranen kan finde vers, der modsvarer både De 10 Bud og alle paragraffer i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948, er der også i Koranen klare paralleller til Den Franske Revolutions slagord: Frihed, lighed og broderskab. For Muhammad Iqbal (1877-1938) er netop disse begreber essensen af kernebegrebet tawhid.[1]
Frihed til forskellighed samt frihed til at vælge og fravælge er en del af menneskets natur (fitra). Det tilsvarende udsagnsord, fatara, betyder at adskille eller adskille sig fra noget. Mennesket adskiller sig fra den øvrige skabelse ved at få kimen til intellekt og handlefrihed, når Gud blæser af Sin ånd (ruh) i fosteret:
Vi skabte mennesket af en blandet dråbe for at prøve det, og Vi gav det hørelse og syn. Vi viste det vejen. Om det vil være taknemmeligt eller utaknemmeligt, er op til det selv (76:2-3).
Gud har skabt alt på smukkeste måde. Han skabte mennesket af ler og dets efterkommere af et udtræk af en ubetydelig væske. Han formede det, som Han ønskede, det skulle være, og blæste af Sin ånd i det. Og Han gav jer hørelse, syn, hjerte og forstand.[2] Liden er jeres taknemmelighed (32:7-9).
Guds ånd sætter mennesket i stand til at udfylde sin plads på Jorden som Guds arving og stedfortræder, eftersom Guds ånd adskiller det fra den øvrige skabelse: Dyrene handler instinktivt, og naturen kan ikke andet end følge Guds Lov eller naturens orden, som Gud har skabt den:
Alt og alle i Himlene og på Jorden bøjer sig for Gud – villigt eller uvilligt – som også deres skygger, morgen og aften (13:15).
Alt og alle i de syv Himle og på Jorden lovpriser Gud. Der er intet, der ikke lovpriser Ham. Og dog forstår I ikke, hvorledes de kan lovprise Ham. Gud er kærligt overbærende og tilgivende (17:44).
At sikre frihed, lighed og broderskab for alle kræver, at det enkelte menneske yder en indsats hver eneste dag, alle døgnets fireogtyve timer.
Frihed
For den egyptiske tænker Mohammed Abdou (1849-1905) betyder Koranens advarsel imod taqlid, imod ukritisk, blind imitation af religiøse autoriteter, den ultimative frisættelse af mennesket – religiøst, moralsk og socialt.
Denne frihed kan sagtens sammenkobles med hengivelse til Gud (islam) – præcis som både fornuft (aql) og viden (ilm) kan det,[3] og mennesket har fuldstændig frihed til at bevæge sig indenfor de vide etiske rammer, som den livsforståelse, det vælger, udstikker.
Frihed er en dyrebar gave; men frihed og ansvar går altid hånd i hånd. Mennesket skal naturligvis stå til ansvar for sine handlinger, valg og fravalg – både overfor medmennesket, overfor de love, der styrer samfundet, og overfor Gud.
Den, der handler retfærdigt, gavner sig selv. Den, der handler uret, skader sig selv. Alle skal vende tilbage til deres Herre (45:15, jfr. 35:39).
Og bered jer med ærefrygt (taqwa) på den dag, da I skal vende tilbage til Gud. Da vil hver eneste få løn efter fortjeneste, og ingen vil lide uret (2:281).
Ingen, der bærer en byrde, kan bære en andens byrde. Hvis en overbebyrdet beder en anden om hjælp, vil denne ikke kunne aflaste ham den mindste smule – selvom de er nært beslægtede. Du kan blot advare dem, der frygter Gud, som er i det skjulte, og som hyppigt forretter bøn. Den, der renser sig, gør det til sit eget bedste. Gud er det endelige mål (35:18, jfr. 17:15).
Den fjerde kalif, Ali ibn Abu Talib, skal have sagt: ”Vær ikke nogens slave, for Gud skabte dig fri” (Imam Ali Quotes).
Lighed
Lighed er en selvfølge for et budskab, der som Koranen definerer sig som universelt. Den fælles oprindelse danner basis for den indbyrdes ligeværdighed: Lighed for loven, lige rettigheder, lige forpligtelser osv. Ydre kendetegn som sprog, etnicitet og kultur er til for at gøre os nysgerrige efter at lære hinanden at kende. I sidste ende er det ærefrygten for Gud (taqwa), der er det afgørende:
I mennesker! Nær ærefrygt (taqwa) for jeres Herre, der skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte dens mage og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig udover Jorden. Nær ærefrygt (taqwa) for Gud, i hvis navn I gør jeres gensidige rettigheder gældende, og for de skød, der bar jer. Gud holder bestandig øje med jer (4:1).
Og blandt Guds tegn er skabelsen af Himlene og Jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. Deri er der tegn for de vidende (alim) (30:22).
I mennesker! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til fællesskaber og folk, for at I må kende hinanden. Den mest ærede for Gud er den mest ærefrygtige (taqwa) af jer. Gud er alvidende og indsigtsfuld (49:13).
Livet handler om at skabe enhed i denne gudskabte mangfoldighed. Menneskene bør ikke strides om deres indbyrdes forskelligheder, men kappes i gode gerninger til gavn for det fælles bedste. Dommen er Guds alene, og til Ham skal alle vende tilbage:
For hver eneste af jer har Vi udstukket en retning og en vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til ét fællesskab; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har sendt ned til jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og Han vil vise jer sandheden i de sager, hvorom I var uenige (5:48).
Gud, Himlenes og Jordens skaber! Du, der kender det skjulte og det åbenbare. Det er Dig, der skal dømme Dine tjenere i det, hvorom de er uenige (39:46).
Profeten Muhammed skal have sagt: ”Menneskene er lige som tænderne på en redekam” (Ajami, 140).
Broderskab
Broderskabets bånd mellem mennesker er vigtigt i enhver sammenhæng. Uden fællesskabsfølelse kan man ikke opbygge og opretholde et harmonisk og fredeligt samfund. Man kan lovgive for at sikre frihed og lighed, men man kan ikke lovgive sig til følelsen af samhørighed og broderskab. Broderskabs- og fællesskabsfølelse har rod i gensidig tillid og respekt, kærlighed og omsorg, oprigtighed og generøsitet, forståelse og retfærd.
Hold fast ved det bånd, der forbinder jer med Gud, og opsplit jer ikke. Husk i taknemmelighed Guds nådegaver, for I var fjender, og Han forenede jeres hjerter i kærlighed, at I ved Hans nåde blev brødre. Derved frelste Han jer, da I stod ved afgrundens rand. Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, at I må lade jer vejlede. Måtte I blive til et fællesskab, der påbyder det rette og forbyder det forkastelige. Det er sådanne, det vil gå godt (3:103-104).
De troende er brødre. Stift fred og forsoning mellem jeres brødre og nær ærefrygt for Gud (taqwa), at I må få del i Hans nåde (49:10).
Profeten Muhammed skal have sagt: ”I må ikke hade hinanden, I må ikke være misundelige på hinanden, I må ikke vende hinanden ryggen. Vær brødre, I Guds tjenere!” (Bukhari 73/91)
© Aminah Tønnsen, 2015
Fra: Tønnsen, Aminah: ”Islam – Koran, Hadith, Sharia” (2015, 149-154).
[1] Iqbal 2003, 122.
[2] På klassisk arabisk er hjertet (af’idah) symbol på både følelser og forstand.
[3] Tønnsen 2014, 152-157.