50-året for vedtagelse af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder den 10. dec. 1948 er blevet markeret rundt omkring i verden – især i de vestlige lande, der opfatter sig selv som ophavsmænd til verdens første universelle menneskerettighedserklæring.
Der findes dog en langt ældre og langt mere vidtrækkende menneskerettighedserklæring: Koranen. Hvor FN’s erklæring fortrinsvis taler om individets ret, taler Koranen om medmenneskelig omsorg og gensidig forpligtelse og ansvar. Harmonisk og fredelig sameksistens er nemlig ikke mulig uden påbud og forbud, pligt- og ansvarsfølelse. Individer såvel som nationer må opfylde deres medmenneskelige forpligtelser for at kunne stille krav til hinanden.
Gud er alle tings ophav. Han har skabt mennesket som Sin stedfortræder på jorden (6:165). Menneskets bestemmelse er at tjene Gud ved at tjene/forvalte skabelsen (51:56) – naturligvis under ansvar). Med andre ord, så er humanisme og global ansvarlighed selve kernen i det koranske menneskesyn. Igen og igen opfordrer Koranen mennesket til at opfylde sine forpligtelser (5:1 & 2:177). Den, der ikke opfylder sine forpligtelser over for sine medskabninger, er vantro slet og ret (4:37, 41:6-7 & 107:1-3).
”Gud elsker ikke de nærige og dem, der opfordrer andre til nærighed, eller som skjuler de goder, Gud har givet dem. En nedværdigende straf venter de vantro (kufr).” (4:37)
Opfyldelsen af disse forpligtelser over for Gud og alt det, Han har skabt, burde ligge til grund for ethvert individs og ethvert fællesskabs handlinger, tanker, ønsker og bestræbelser – et aspekt, der ganske mangler i FN-erklæringen, men som er en grundlæggende forudsætning for, at de mest basale menneskerettigheder bliver overholdt i praksis.
Alle mennesker er værdige for Gud (17:70) og ligeværdige uanset sprog og hudfarve (30:22), uanset tro (2:62) og uanset køn (3:195):
Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for de indsigtsfulde. (30:22)
De, der tror på Koranen samt jøder, kristne og sabier – enhver, der tror på Gud og Den Yderste Dag og handler retfærdigt, vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet). (2:62)
Jeg vil aldrig tillade, at en eneste af jer – det være sig mand eller kvinde – bliver forbigået (på Dommedag). I er alle ligeværdige. (3:195)
Menneskenes ligeværd og den medmenneskelige respekt kommer bl.a. til udtryk ved, at Koranen intetsteds giver tilladelse til at beholde krigsfanger som slaver eller til at købe eller på anden måde erhverve nye slaver. De slaver, der måtte findes i et samfund, bør behandles lige så anstændigt som enhver anden Guds skabning (4:36) og bør gives mulighed for at løskøbe sig selv (24:33). Slaveriets gradvise afskaffelse opnås ved, at frigivelse eller løskøb af slaver betegnes som en from gerning (2:177) og er en del af boden for uagtsomt manddrab (4:92) eller for edsbrud (5:92).
Tjen Gud og giv Ham ej partnere. Vær god imod forældre, slægtninge, forældreløse, trængende, nære og fjerne naboer, venner, vejfarende, krigsfanger og slaver. Gud elsker ingenlunde de hovmodige og pralende. (4:36)
Tanke- og trosfrihed (2:256, 10:99 & 109:1-6) sikrer religiøse mindretal beskyttelse og en vis grad af autonomi, idet de f.eks. på det familieretslige område bør følge deres egne love (5:46-50). Koranen er endog så realistisk, at den forudser, at et menneske kan skifte mellem tro og vantro indtil flere gange op igennem et helt livsforløb (4:137).
Hvis det havde været Guds vilje, ville alle på jorden have troet (på Ham). Vil du da tvinge menneskeheden til at tro imod deres vilje? (10:99)
Der kan ikke være tvang i trosanliggender. (2:256)
Koranen levner ej heller tvivl om kønnenes ligeværd (3:195, 4:1 & 7:189). Mennesket er lige fra starten skabt som mand og kvinde – som par, der skal supplere og komplettere hinanden, og som tilsammen udgør et hele (51:49). Mand og kvinde er hinandens fæller og beskyttere (9:71). Ægtefolk skal leve i kærlighed og give hinanden tryghed (7:189). De skal rådføre sig med hinanden (42:38) og sammen skabe et trygt og harmonisk hjem (30:21).
Koranen opfordrer til, at man respekterer privatlivets fred (24:27-28), at man stifter fred mellem stridende parter, at man ikke bespotter og bagtaler hinanden, ikke er sarkastiske og ikke kalder hinanden ved øgenavne, at man ikke er mistænksomme over for hinanden, ikke udspionerer hinanden og ikke konspirerer imod hinanden (4:114, 24:11-20 & 49:6-12).
Oh I troende! Hvis en uvederhæftig person overbringer jer en nyhed, da forvis jer om sandheden, for at I ikke uforvarende skal komme til at skade andre og (bagefter) fortryde jeres handling… Hvis to parter blandt de troende strides, da stift fred imellem dem; men hvis den ene af parterne fortsat overskrider grænserne (for det sømmelige) over for den anden, da bekæmp den overskridende part, indtil han retter sig efter Guds påbud. Hvis han føjer sig, da stift fred mellem parterne i retfærdighed, for Gud elsker visselig de retfærdige. De troende udgør ét fællesskab. Stift fred og forsoning mellem jeres brødre og frygt Gud, at I må få del i Hans nåde. Oh I, som tror! Lad ingen mænd eller kvinder bespotte andre: det kan vel være, at de (sidste) er bedre (end de første). Bagvask ikke hinanden og kald ikke hinanden ved øgenavne. Det er ikke godt for en troende at bruge et nedsættende navn. De, der ikke afstår fra at bruge øgenavne, begår visselig uret. Oh I troende! Undgå mistænksomhed, for mistænksomhed er i nogle tilfælde syndigt. I bør ej heller udspionere og bagtale hinanden. (49:6-12)
Det siger sig selv, at hverken disse regler eller Koranens gentagne opfordring til omsorg for svage og trængende (2:177, 4:36, 16:90 & 22:41) er begrænset til en bestemt gruppe mennesker, men gælder alle uanset hudfarve, tro og køn. Thi mangfoldighed i hudfarve, sprog, tro og køn er en udfordring til at lære hinanden at kende, at lære af hinanden og respektere hinandens anderledeshed (49:13). Uden denne medmenneskelige respekt er det nytteløst at tale om menneskerettigheder.
Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til folk og stammer, at I må kende hinanden. Den mest ærede for Gud er visselig den mest gudfrygtige af jer. Gud er viis og alvidende. (49:13)
Selv i krigstider er det forbudt at nedslagte uskyldige mennesker og kvæg og at ødelægge afgrøder (2:205-206). Krigsfanger skal behandles anstændigt (4:36) og storsindet frigives – enten kvit og frit eller imod løsepenge (47:4), og enhver, der beder om asyl, har krav på beskyttelse (9:6).
I øvrigt går Koranen ud fra som en selvfølge, at troende jøder, kristne og muslimer ikke bekriger hinanden indbyrdes; men de har naturligvis både ret og pligt til at forsvare sig imod angreb fra vantro og afgudsdyrkere (2:190-194):
Kæmp for Guds sag imod dem, der bekæmper jer; men overskrid ikke (grænserne), for Gud elsker ikke dem, der overskrider (grænser). Og dræb dem, hvor I (end) støder på dem og fordriv dem (fra de steder), de fordrev jer fra. Tyranni og kaos er værre end drab (i forsvar for trosfriheden). Men kæmp ikke imod dem ved Den Hellige Moské – medmindre de kæmper imod jer dér. Men hvis de bekriger jer dér, da dræb dem. Det er lønnen for dem, der søger at udrydde gudhengivelsen. Men hvis de ophører med at kæmpe (og giver sig hen til Gud), da er Gud visselig tilgivende og barmhjertig. Kæmp imod dem, indtil ingen mere forfølges (på grund af sin tro), og Gud alene tilbedes. Hvis de ophører (med deres ugudelige angreb), må ingen fortsætte kampen – undtagen imod dem, der (fortsat) undertrykker andre. En hellig måned for en hellig måned. Når helligt vanhelliges, er gengældelse tilladt. Hvis nogen er voldelig imod jer, da gengæld volden i lige mål; men frygt Gud og vid, at Han er med de gudfrygtige. (2:190-194)
Menneskerettigheder gælder naturligvis også i strafferet, hvor en dom kun må fældes efter forudgående retssag med vidneføring. Den, der fremsætter falske anklager bør straffes og aldrig mere bruges som vidne (24:4). Retfærdighed og upartiskhed bør præge enhver rettergang – også, hvis nære slægtninge, indflydelsesrige personer eller anderledes-troende sidder på anklagebænken (4:135 & 5:45).
Koranen omtaler kun dødsstraf i forbindelse med overlagt mord og højforræderi, men angiver samtidig mildere alternativer: Skadeserstatning til offerets nærmeste for uagtsomt manddrab (2:178-179). I sager om højforræderi er det fængsel eller landsforvisning – og naturligvis tilgivelse for den angergivne (5:36-37). De virkelig indsigtsfulde nøjes med at kræve den mildeste straf, når der er flere alternativer (39:18) – og naturligvis er der belønning hos Gud for den, der storsindet tilgiver (5:45). Målet er ikke hævn, men reform (41:34).
I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og læsioner lige for lige. Men den, der afstår fra sin ret (til gengældelse), kan derved sone sine egne synder. (5:45)
Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive din mest fortrolige ven. (41:34)
Børns rettigheder kan sammenfattes således:
Forældre opfordres til ikke at dræbe deres børn af frygt for fattigdom (6:137,140 & 17:31) og til at vise pigebørn lige så stor kærlighed og omsorg som drengebørn (16:58-59 & 81:8-9). Forældre skal sørge for, at deres barn ammes i hele to år (31:14) – enten af deres mor eller af en amme (2:233).
Børn har ret til at kende deres biologiske ophav. For at fastslå faderskabet til et barn med rimelig sikkerhed, skal en fraskilt kvinde derfor vente i 3 mdr., før hun må gifte sig på ny (2:228 & 65:1) – en enke skal vente 4 mdr. 10 dage (2:234). Af samme årsag er adoption forbudt; men plejeforhold kan oprettes, hvor barnet beholder sit fødenavn og bevarer arveretten til sin biologiske familie (33:4-5). Barnets ret til at kende sit biologiske ophav betyder også, at det ikke er tilladt at bruge fremmede donorer ved kunstig befrugtning.
Den allerførste åbenbaring til Profeten Muhammad var en opfordring til at søge viden, at videregive den til andre og at sørge for, at den blev bevaret for eftertiden (96:1-5). Herved er alle – uanset køn – sikret retten til uddannelse.
Forældre opfordres til at foregå deres børn med et godt eksempel og ikke forvirre dem ved ikke selv at leve op til de krav, de stiller til deres børn (2:44, 25:74 & 61:2-3).
Koranen indeholder desuden talrige opfordringer til at drage omsorg for forældreløse (2:177 & 4:36) og advarer imod at bortøde den forældreløses evt. ejendom (4:2,6 & 10).
Pigers og kvinders ret til forsørgelse fra vugge til grav fremstår i Koranen som en faders, en ægtemands eller voksne børns forsørgelsespligt over for deres døtre, hustru eller trængende moder (4:34 & 17:23-24).
En hersker påbydes at rådføre sig med sit folk (3:159), hvilket sikrer borgerne medbestemmelse under én eller anden form. De troende opfordres til ikke at omgås dem, der misbruger ytringsfriheden til at bespotte Gud (4:140) – straffen for blasfemi henlægges ganske utvetydigt til Det Hinsidige (5:76).
Ved Guds nåde behandler du (Muhammad) de troende med venlighed. Hvis du ville behandle dem strengt og skånselsløst, ville de vende sig bort fra dig. Bær over med dem og bed Gud tilgive dem, og rådfør dig med dem i alle anliggender. Når du har taget en beslutning, da sæt din lid til Gud, for Han elsker de tillidsfulde. (3:159)
Koranen indeholder en universel lov, der – hvis den bliver tolket med vid og sans og bliver omsat til virkelighed med ydmyghed og respekt for sit ophav – overflødiggør alle menneskeskabte erklæringer.
Men selv om Koranens ord er bevaret uforandret i 1400 år, har magtens mænd sat menneskeligt snæversyn højere end Koranens rummelighed, og ensretning højere end mangfoldighed. Guds eget ord har måttet vige pladsen for u-islamiske æresbegreber og begær efter anseelse, rigdom og magt.
Det er især gået ud over kvinderne, der i mange af de såkaldt islamiske lande af lov og tradition umyndiggøres og underlægges mænds autoritet fra vugge til grav – ganske i strid med Koranens menneskesyn og ånd.
At man i Shari’aen, der er produktet af menneskenes tolkning af Koranen og islamisk tradition (Hadîth), såvel som også i nogle landes nutidige lov opererer med dødsdom for frafald fra troen og gudsbespottelse, for hor og narkotikahandel, for homoseksualitet og prostitution, er en hån mod Guds ord, Koranen. Når den såkaldt islamiske verden ser ud, som den gør i dag, så er det ikke PÅ GRUND af Koranen, men PÅ TRODS af den.
Uden et klart defineret ansvar for egne handlinger – og undladelser – vil individer såvel som nationer fortsætte med at fremme egne interesser på bekostning af de svage. Vestlige nationer har koloniseret verden, har drevet rovdrift på de koloniserede områders ressourcer og skabt splid forskellige befolkningsgrupper imellem; og selv efter at kolonierne er blevet selvstændige, fortsætter udbytningen med uformindsket styrke.
Vesten pudser sin egen glorie: Den fordømmer de lande, der krænker menneskerettighederne, når udlandsgæld, nød og elendighed tvinger dem ud i slaveri, børnearbejde, børneprostitution og handel med spædbørn og organer. Men det er det selv samme Vesten, der i sin evige jagt efter stadigt flere forbrugsgoder aftager de varer, der fremstilles under slavelignende forhold, der misbruger de fattiges børn og skrupelløst køber både mennesker og organer – og som oven i købet gør deres økonomiske hjælp til de betrængte lande afhængig af overholdelse af FN’s menneskerettighedserklæring.
Vesten har svigtet sit ansvar over for resten af verden. Så længe Vesten ikke er villig til at nedsætte sit eget forbrug og til at medvirke til en omfordeling af verdens ressourcer, er den medskyldig i krænkelser af menneskerettighederne over hele verden. Man er nødt til at feje for egen dør, før man har ret til at kritisere andre.
Verden styres i dag af egoisme og af begær efter penge og magt; men så længe et individ eller en nation ikke føler sig forpligtet over for Gud og over for sine medskabninger, vil krænkelse af menneskerettighederne fortsat finde sted. Og ingen vil kunne føle sig virkelig fri, for frihed og ansvar går hånd i hånd.
© Aminah Tønnsen, 1998
Denne artikel har været bragt i DAGBLADET INFORMATION den 9. december 1998, dog er korancitaterne tilføjet efterfølgende.