Den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammad modtog, var en opfordring til at søge viden og videregive den til andre – en opfordring, der naturligvis gjaldt både kvinder og mænd, og som er blevet suppleret med flere senere koranpassager:

Læs! I Herrens navn, som formede mennesket af en igle-lignende klump. Forkynd! Og din Herre er den Ædleste. Han, der lærte (mennesket) at bruge pennen – lærte mennesket, hvad det (førhen) ikke vidste. (96:1-5)

Gud vil ophøje de af jer, der tror og har viden, og Han her kendskab til alle jeres handlinger. (58:11)

Sig: “Er de vidende da lig de uvidende?” (39:9)

Sig: “Herre! Forøg min viden!” (20:114)

Gud skænker viden (hikma) til den, Han vil (dvs. til dem, der higer efter viden). Viden er en dyrebar gave; men kun de indsigtsfulde reflekterer over dette. (2:269)

Også i traditionssamlingerne (hadith) er der udsagn, der opfordrer til at tilegne sig viden:

“At søge viden er en pligt for enhver muslimsk kvinde og mand.”

“Søg viden – om det så er i Kina.”

Viden = tro (dîn)
Igen og igen fremhæves indsigt og viden som kendetegn for de troende, der anspores til at søge viden og reflektere over skabelsens vidundere:

Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden og mangfoldigheden i jeres sprog og farve. I dette er der visselig tegn for de indsigtsfulde. (30:22)

Ser du ikke, at Gud sender vand ned fra himlen, hvorved Han producerer frugter og forskellige farver. Nogle bjerge får et anstrøg af hvidt og rødt i flere nuancer, andre bliver ravnsorte. Også mennesker, dyr og kvæg får diverse anstrøg. De vidende blandt Hans tjenere fyldes af ærefrygt og undren. (35:27-28)

På jorden er der tegn for de oprigtigt troende – og i jer selv. Ser I det ikke? (51:20-21)

Og Vi vil vise dem Vore vidundere i den fysiske verden og inden i deres eget selv (anfus), indtil det vil stå klart for dem, at det er sandheden. (41:53)

Har de ikke rejst ud i verden med åbent sind og lutter øre? Det er visselig ikke deres øjne, der er blinde, men hjertet i deres bryst. (22:46)

Indsigt og viden vil føre den troende fra ét åndeligt stadie til et andet; men det er op til den enkelte at tage initiativet:

I vil visselig bevæge jer fra ét (åndeligt) stadie til et andet. (84:19)

Gud vil visselig aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (13:11)

At tilegne sig viden er så vigtigt, at man skal sørge for, at en del af befolkningen vedvarende videreuddanner sig – selv i en krigssituation:

De troende bør ej heller marchere fremad alle og én. Nogle fra hver eneste gruppe bør hellige sig de religiøse studier og videregive deres viden til dem, der vender hjem (fra krigen). Således kan de beskytte sig selv (imod ondskab). (9:122)

Uvidenhed = vantro (kufr)
(p.g.a. manglende vilje til at udnytte sine evner og muligheder)
Opfordringen til at tilegne sig viden er stilet til hvert enkelt menneske. Man skal ikke være ukritisk og blindt følge andres argumenter og fortolkninger (taqlid), men bruge sin sunde fornuft og selv efterprøve rigtigheden af den viden, man bliver præsenteret for – så vidt som det nu er muligt. Den, der ikke bruger sit gudgivne intellekt (“de gode ting, Vi har forsynet jer med”), betegnes som vantro/utaknemmelig og sammenlignes med dyrene, der blot følger deres instinkt:

Sig: “Jeg påbyder jer én ting: At I to og to – eller alene – får øjnene op for Guds sag og nøje overvejer den.” (34:46)

Når der siges til dem: “Følg, hvad Gud har åbenbaret!” siger de: “Nej, vi følger vore forfædres skikke.” Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning? De vantro er som en dyreflok, der blot opfatter nogle lyde, når hyrden kalder på dem. Døve, stumme og blinde (er de) – uforstandige (i bund og grund). Oh I troende! Drag nytte at de gode ting, Vi har forsynet jer med og tak Gud, hvis der et Ham, I tjener! (2:170-172)

Hvis du (blindt) følger flertallet på jorden, vil de lede dig bort fra Guds vej. De følger blot (deres egne) formodninger (i stedet for sikker viden). (6:116)

Viden og uddannelse – også for kvinder
Der er ingen tvivl om, at opfordringen til at søge viden gælder begge køn – selvom det ikke lige umiddelbart synes at fremgå af teksten alle steder. Mange glemmer imidlertid, at arabisk grammatik ligner den franske:

  • Hvis der udelukkende er tale om personer af hunkøn, benyttes den feminine form.
  • Hvis der udelukkende er tale om personer af hankøn, benyttes den maskuline form.
  • Den maskuline form benyttes endvidere, når der i en forsamling er blot én mand til stede blandt et større eller minde antal kvinder. Det er denne form, der er den hyppigst forekommende i Koranen, der henvender sig til begge køn.

© Aminah Tønnsen, august 2000

Litteratur:
The Modern Religion:
Humility in Knowledge and Arrogance in Ignorance.

Al-Islam:
Education in Islam

Islamic misconceptions:
Holy Prophet on Knowledge & Education

Islam Awareness:
The Importance og Knowledge in Islam