Det arabiske ord imam betyder “den, der står foran” eller ”den, der leder eller vejleder” og bruges om flere forskellige funktioner:

  • Imam er betegnelsen for den, der leder bønnen (og rent fysisk står foran de bedende) – i hjemmet, i moskéen eller i Guds frie natur.
    I reglen vælges den ældste blandt de mest kyndige tilstedeværende til imam. Der kræves blot, at vedkommende kan recitere bønnerne på arabisk og er fortrolig med bønnens ritual.
    I offentligt rum kan en kvinde traditionelt kun lede bønnen for kvinder, men inden for hjemmets fire vægge er man ofte mere fleksibel.
  • Dersom en person vil fungere som daglig leder af en moske, må han være uddannet retslærd (= vidende) ved et af de mange universiteter i den såkaldt islamiske verden. En retslærd imam holder prædiken (khutba) i forbindelse med fællesbønnen fredag middag og giver råd og vejledning til menigheden om den islamiske livsførelse.
    Imamen holder også koranskole, hvor han lærer børn og voksne af begge køn at recitere Koranen på arabisk og forklarer dens indhold.
    Imamen er også en vejleder, som man kan henvende sig til i fortrolighed for at få svar på nogle af livets store og små problemstillinger.
  • Imam er også betegnelsen for en person, der i hele sin fremtræden er et værdigt eksempel til efterfølgelse. Flere store teologer og retslærde betegnes som imamer, bl.a. de retslærde, der har lagt navn til de fortsat eksisterende fiqh-skoler (madhahib), der udvikledes gennem 700- og 800-tallet.
  • Inden for shi’a-islam er betegnelsen imam desuden knyttet til en række efterkommere af Profetens fætter og svigersøn ‘Ali, der efter shiitisk opfattelse burde have været legitime ledere af det islamiske samfund. Efter shiitisk opfattelse er imamen ufejlbarlig – ligesom den katolske pave.
  • Betegnelsen imam bruges også i den middelalderlige arabiske litteratur som synonym for kalif.

Der er nogle, der mener, at der findes en speciel klædedragt for imamer. Herom har stormuftien i Marseille, Soheib Bencheikh, skrevet:

“Der findes ikke nogen specifik klædedragt for religiøse mænd eller kvinder, da der ikke findes nogen islamisk gejstlighed. Også for imamer er der kun nationale klædedragter: Den marokkanske djellaba, den algierske burnus, den egyptiske kakula – og som en logisk følge deraf bør en fransk imam bære et ganske almindeligt, sobert jakkesæt.”

Imamens rolle i Danmark
I lande som f.eks. Danmark, hvor muslimer udgør en minoritet i samfundet, har imamen en langt mere vidtrækkende rolle end den ovenfor beskrevne. Han er ikke bare den, der i den ugentlige prædiken ved fællesbønnen fredag middag giver råd og vejledning om troens indhold og om forholdet til det omgivende samfund, men bliver i langt højere grad end i de muslimske lande også brugt som personlig rådgiver og sjælesørger. Han er også den, man henvender sig til med sine spørgsmål om ret og uret, og han er en vigtig del af det sociale liv, der udspiller sig i grupperingen omkring den enkelte moske (el. islamiske kulturcenter).
Til forskel fra de imamer, der kommer hertil som flygtninge fra krigsområder, så kan de imamer, som kommer hertil fra f.eks. Pakistan eller Marokko, normalt ikke få opholdstilladelse ud over en toårig periode. Det betyder bl.a., at de ikke når at lære dansk, og at de ofte lever ganske uden kontakt til majoritetssamfundet, som deres menighed er en del af. Derfor har de ingen jordisk mulighed for at tage kvalificeret stilling til dagligdagens mange udfordringer, og tager alt for ofte udgangspunkt i situationen i deres eget hjemland uden den ringeste hensyntagen til de aktuelle omstændigheder. Og skulle de endelig gøre et forsøg på at tilpasse sig og forstå det samfund, de og deres menighed lever i, bliver de udskiftet efter to år – og menigheden skal starte forfra fra bunden med en ny imam! Menigheden står i stampe og bliver ofte mere traditionsbunden end deres trosfæller i de samfund, de udvandrede fra for en generation eller to siden.
Selv mener jeg, at majoritetssamfundet – for at sikre sammenhæng mellem tro og samfund – også i egen interesse – burde tage initiativ til etablering af en dansk eller fællesnordisk uddannelse for herboende imamer. En sådan uddannelse bør kombinere den traditionelle islamiske religionsvidenskab med kurser i kristen teologi, samfundsvidenskab, religionshistorie, tekst- og kildekritik, således at de studerende opøves i at se på de islamiske kildetekster med nye øjne og i lyset af de aktuelle omstændigheder, hvor dette synes nødvendigt og hensigtsmæssigt. En uddannelse, der delvis foregår på dansk og med samme muligheder for at modtage SU som andre uddannelser.

Herboende imamer tegner i høj grad menighedens ansigt udadtil og får derved uforholdsmæssig stor betydning for islams omdømme i flertalsbefolkningen. Dette er utrolig uheldigt, idet kun en håndfuld af de herboende imamer har en egentlig imam-uddannelse – og de imamer, der oftest optræder i medierne, er ikke iblandt denne håndfuld.

© Aminah Tønnsen, april 2000

Litteratur:

  • Lene Kühle:
    Moskéer i Danmark – islam og muslimske bedesteder.
    Forlaget Univers, 2006
  • Tønnsen, Aminah: Kvindelige imamer.