Islam er den livsholdning, der fører til fred. Det arabiske ord islam, der betyder gudhengivelse, er dannet ud fra samme konsonant-rod (s-l-m) som ordet salam, der betyder fred. Ord med betydningen fuldkommen, middelvej, balance, frelse og skønhed samt en stige, der fører én sikkert til et højereliggende mål er dannet ud fra samme rod. Fred er Islams natur og endelige mål.
En muslim (m-s-l-m) er følgelig én, der gennem gudhengivelse søger at skabe den fuldkomne fred og harmoni (både for sig selv og sine omgivelser) ved at følge den gyldne middelvej i alle livets forhold – den vej, der fører én sikkert til det højeste mål af alle, et fredfyldt liv hos Gud i det Hinsidige:

Et lys er kommet til jer fra Gud, og en tydelig bog, ved hvilken Gud retleder alle, der søger Hans velbehag og følger Fredens og Frelsens Vej. Ved Sin vilje leder Han dem ud af mørket og ind i lyset – leder dem til en lige vej. (5:17-18)

Gud kalder (menneskene) til Fredens Hjem, og Han leder hvem Han vil (og finder værdig) til den lige vej (dertil). (10:25)

Det er Ham, der sendte fred til de troendes hjerter, at de måtte blive styrket yderligere i troen. For kræfterne i himlene og på jorden tilhører Gud. Han er alvidende og alviis. (48:4)

Fred kan være mange ting: Fred med Gud, fred med sig selv, fred med medmennesket og fred med alt det skabte. Så forskellige de end kan synes, er alle former for fred dog uløseligt forbundet med hinanden, den ene form for fred bygger på de andre. Har man fred i sjælen, vil den sprede sig som ringe i vandet til også at omfatte ens nærmeste, ens naboer osv. Omvendt: Har man ikke fred i sjælen, fører det til ufred med familie, naboer, kolleger og andre – og i sidste ende til krig og ødelæggelse.
Det er i vore dage åbenbart for enhver, at menneskene ikke lever i harmoni med naturen. Menneskene har lidt efter lidt ødelagt naturen ved at drive uhæmmet rovdrift på den, blot for at tilfredsstille deres materielle behov. Herskersyge og misundelse har også spillet ind – den ene forsøger at overgå den anden i stort og småt.
Således er menneskene konstant utilfredse med deres situation. Men hvor kommer denne utilfredshed fra? Den kommer såmænd fra menneskene selv. De færreste har fundet den indre sjælefred, der er nødvendig for at leve et harmonisk og velafbalanceret liv, og menneskene er tilbøjelige til at projicere den indre utilfredshed over på ydre faktorer.
Fred er Islams natur og endelige mål. Alle taler om fred; men hvem gør noget ved det? Koranen opfordrer muslimer til at hilse deres medmenneske med assalamu alaikum – fred være med dig; men tænker vi overhovedet over den dybere mening bag ordene – eller er det blot blevet en tom og overfladisk floskel ligesom hej?
Som led i den rituelle bøn beder vi: “Fred være med os og med Guds retfærdige tjenere”, og vi slutter hver eneste bøn med hele to fredshilsener; men freden kommer selvfølgelig ikke til os, blot fordi vi fremsiger vore rituelle bønner på rette tid og sted. Vi skal oprigtigt ønske freden og yde en indsats hver og én – her og nu.
Og inderst inde ved vi også godt, at der såmænd ikke skal så forfærdelig meget til for at så kimen til fred og for at skabe et frit og fuldkomment fællesskab mennesker imellem: Et smil, et opmuntrende ord eller en hjælpende hånd er nok til at skabe respekt, forståelse, tillid og samhørighed mellem mennesker – også på tværs af kulturelle, sproglige, sociale og religiøse skel.
At være troende forpligter – så lad os hver især forsøge at leve op til vort navn og være værdige repræsentanter for vor respektive tro.

Når de, der tror på Vore tegn, kommer til dig, da sig: “Fred være med jer! Barmhjertighed er Herrens Lov. Han er visselig tilgivende og barmhjertig imod dem, der af uvidenhed handler ilde, men derpå angrer og forbedrer sig.” (6:54)

De, der tror, og hvis hjerter finder fred og fortrøstning i at ihukomme Gud – for hjerter finder visselig fred og fortrøstning i at ihukomme Gud. De, der tror og gør gode gerninger, vil opnå indre fred og harmoni, og et ypperligt hjem venter dem (i det Hinsidige). (13:28-29)

***

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. (Mattæus 5:9)

Den indre fred – fred med Gud

Men hvad er den dybere årsag til, at så mange mennesker ikke lever i fred og harmoni med sig selv? Det er ganske enkelt, at de ikke lever i fred med Gud og hårdnakket nægter at give sig hen til Ham.
Men hvorfor skulle vi give os hen til Gud? Er vi ikke i stand til selv at styre vort eget liv og verdens gang?
Nej! Mennesket har tendens til at overvurdere sig selv og sætte sig selv op på en piedestal. Det er Gud, der har skabt mennesket og den verden, det lever i. Følgelig er det hævet over enhver tvivl, at Gud er den, der allerbedst ved, hvad der gavner mennesket – og hvad der skader det. Gudhengivelse (dvs. bevidst og oprigtigt at leve, som Gud vil det, og som Han har meddelt os det gennem Sine profeter og sendebud) er nøglen til fred med Gud. At give sig hen til Gud og tillidsfuldt og uden forbehold gøre Guds vilje til ens egen, gør livet fuldstændigt, idet gudhengivelse er, hvad Gud lige fra begyndelsen har tiltænkt mennesket – af lutter kærlighed og omsorg for os:

Åbn dit hjerte for Guds evige og uforanderlige Lov – oprigtigt, og i overensstemmelse med den menneskelige natur, som Gud har skabt den. Lad der ikke ske nogen forandring i Guds skabelse. Det er religionen for alle; men de fleste mennesker forstår det ikke. (30:30)

Tror mennesket, at det er overladt til sig selv – uden mål og med? (75:36)

Gud ønsker at lette og lindre (jeres byrder), for mennesket er skabt svagt. (4:28)

Dette er visselig Min vej. Den er lige. Følg den! Følg ikke andre stier, thi de vil føre jer på vildspor. (6:153)

Enhver, der helt og holdent giver sig hen til Gud og er ret færdig, vil blive belønnet af Herren. Han behøver hverken frygte (dommen) eller sørge (over afgørelsen). (2:112)

Lovpris Herren før solen står op, før den går ned, om natten og ved dagens yderpunkter, at du må få fred i sindet. (20:130)

***

Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os, lad os falde på knæ for Herren, vor skaber, for han er vor Gud, og vi er hans folk, de får, han vogter. (Salme 95:6-7)

Ikke kun menneskene, men alt det skabte bøjer sig for Gud. Derfor hedder Islam også dîn ul-fitrah – naturens religion:

Alt og alle i de syv himle og på jorden lovpriser Gud. Der er intet, der ikke lovpriser Ham. Og dog forstår I (der afviser troen) ikke, hvorledes de kan lovprise Ham; men Gud er visselig kærligt overbærende og tilgivende. (17:44)

Ser I ikke, at alt levende i himlene og på jorden – også fuglene med deres udbredte vinger – lovpriser Gud? Hver eneste lovpriser på sin egen måde, og Gud er vidende om alt, hvad de gør. (24:41)

Men til forskel fra den øvrige skabelse, skal menneskene selv hver især vælge at leve i fred med Gud – og dermed i fred med sig selv:

Vil de (virkelig) følge en anden religion end Guds, hvor dog alt og alle i himlene og på jorden – villigt eller uvilligt – giver sig hen til Ham? Til Ham skal de alle vende tilbage. (3:83)

Sandheden er (nu) kommet fra Herren. Lad den, der vil, tro – og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)

Vi har visselig vist ham Vejen. Om han vil være taknemmelig eller utaknemmelig, er op til ham selv. (76:3)

Har man bevidst valgt at leve i fred og harmoni med Gud, vil man ganske naturligt føle dyb taknemmelighed, respekt og ærefrygt for alt det skabte. Gud er verdenernes Herre, og Han har betroet alt det skabte i menneskenes varetægt, for at vi skal forvalte det i Hans sted. Han har skabt alting til gavn og nytte for os; men vi har ikke ret til at misbruge og ødelægge Hans skaberværk. Og vi skal – som altid – stå til ansvar for vore handlinger:

Han har gjort jer til Sin stedfortræder på jorden. Han har ophøjet nogle af jer i rang over andre for at prøve jer i de gaver, Han har givet jer. (6:165)

Og Han har underlagt jer alt, hvad der er i himlene og på jorden som en gave fra Ham. I dette er der visselig tegn for de eftertænksomme. (45:13)

Anret ej kaos på jorden, eftersom alt dér er ordnet på bedste måde. Og påkald Ham med ærefrygt og håb. Guds barm hjertighed er med de retfærdige. (7:56)

Han har skabt alt i (perfekt) balance, som I ikke må ødelægge. (55:7-8)

Han har gjort jer til Sin stedfortræder på jorden. Den, der nægter at vedkende sig ansvaret, vil bære ansvarets byrde. (35:39)

Ved at vedkende os vort ansvar, og ved at følge Guds vejledning i omgangen med alt det skabte, vil vi opnå fred og harmoni med os selv og Gud:

De, der tror, og hvis hjerter finder fred og fortrøstning i at ihukomme Gud – for hjerter finder visselig fred og fortrøstning i at ihukomme Gud. De, der tror og gør gode gerninger, vil opnå indre fred og harmoni, og et ypperligt hjem venter dem (i det Hinsidige). (13:28-29)

Vi kommer til dig med et tegn fra Herren. Fred vil være med dem, der følger Hans vejledning. (20:47)

Det arabiske ord for Gud, Allah, har ingen flertalsform, og fuldkommen fred med Gud kan kun opnås ved at tjene og tilbede den eneste sande og almægtige Gud, alverdens skaber og opretholder:

Jeres Gud er én gud. Der er ingen anden gud end Ham, den Allernådigste, den Allerbarmhjertigste. (2:163)

Sig: “Min bøn, mine ofre, mit liv og min død er viet (udeluk kende) til Gud, verdenernes Herre. Han har ingen partnere. Dette er det blevet mig påbudt (at tro og forkynde), og jeg er den første til at give mig hen til Ham.” (6:162-163)

Han er Gud. Der er ingen anden gud end Ham. Den Suveræne, den Hellige, Kilden til Fred, Vogteren, Beskytteren, den Almægtige, den Genoprettende, den Allerhøjeste. Æret være Gud! (59:23)

Sig: “Han er Gud, den Eneste Ene. Gud, alverdens evige tilflugt og allestedsnærværende ophav. Han avler ikke afkom, ej heller er Han blevet avlet; og ingen er Hans lige!” (112:1-4)

***

Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én. (5. Mosebog 6:4)

Før mig blev der ikke dannet nogen gud, og efter mig vil der ingen være; jeg, kun jeg er Herren, der er ingen anden frelser end mig. (Esajas 43:10-11)

Da svarede Jesus: “Der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.” (Mattæus 4:10)

Det betyder, at mennesket skal frigøre sig fra alle falske guder, for ingen kan være tro imod to eller flere herrer, uden at der opstår kaos og konflikt. Afguder behøver ikke nødvendigvis være gudestøtter eller -billeder. Det kan lige så vel være egoisme, materialisme, magt, folkelige traditioner eller persondyrkelse:

Når der siges til dem: “Følg, hvad Gud har åbenbaret!” siger de: “Nej! Vi følger vore forfædres skikke.” Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning? De vantro er som en dyreflok, der blot opfatter nogle lyde, når der råbes til dem. Døve, stumme og blinde (er de) og gør ikke brug af deres sunde fornuft.” (2:170-171)

Der må ikke være tvang i religiøse anliggender. Troens rette vej er nu klart adskilt fra vildvejene (og enhver kan frit træffe sit valg). Den, der ikke tror på falske guder, men på Gud (alene), har grebet et ubrydeligt bånd (der fører til det endelige mål). Gud er althørende og alvidende. Gud er de troendes beskytter. Han leder dem fra (uvidenhedens) mørke frem til lyset. De, der afviser at tro, har taget afguderne til herrer. De bringer dem fra lyset ind i mørket. De vil være Ildens beboere – dér vil de dvæle. (2:256-257)

De gør deres præster og munke til herrer og nedvurderer Gud. Og de gør Kristus, Marias søn, til deres herre. Og dog blev de befalet ikke at tilbede andre end Gud: Der er ingen anden gud end Ham. Al lovprisning og hæder tilkommer Ham. Han har ikke de partnere, de forbinder med Ham. (9:31)

Hvad I end tilbeder ved siden af Ham er blot navne, som I og jeres forfædre har opfundet, og som Gud ingenlunde billiger. Gud råder over alt. Han har påbudt jer ikke at tilbede andre end Ham. Det er Guds evige og uforanderlige Lov; men de fleste forstår det ikke. (12:40)

Sand bøn tilkommer Ham alene. De, som de tilbeder ved siden af Ham, hører dem ikke. Det er, som om de forsøger at drikke med udstrakte arme. Vildfaren bøn er spildt ulejlighed. (13:14)

Gud tildeler rundhåndet underhold – eller begrænser det – efter behag. Menneskene fryder sig over dette liv; men det kan på ingen måde måle sig med livet i Det Hinsidige. (13:26)

Hvis der i himlene og på jorden var andre guder end Gud, ville der herske forvirring overalt! Æret være Gud, verdenernes Herre. Højt er Han hævet over alt, hvad de tilskriver Ham! (21:22)

Hvis sandheden var i overensstemmelse med deres (personlige) begær, ville der herske uorden og fordærv overalt i himlene og på jorden. Vi har visselig advaret dem; men de rettede sig ikke efter advarselen. (23:71)

Hvilke goder I end bliver tildelt, så er de (blot) denne verdens pragt og nydelse; men Herrens løn er langt bedre og ufor gængelig. Forstår I dog ikke? (28:60)

Er de, der følger Herrens tydelige vej, ikke bedre en dem, der finder behag i slette gerninger og følger deres (personlige) begær? (47:14)

***

Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. (Mattæus 6:24)

Jesus svarede ham og sagde: “Der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene!'” (Lukas 4:8)

Én overtrædelse fører nemt andre overtrædelser med sig, og afguder vil ende med at slavebinde mennesket og føre det bort fra Guds Vej:

Hvis du (blindt) følger flertallet på jorden, vil de lede dig bort fra Guds Vej. De følger blot (deres egne) formodninger (i stedet for sikker viden). (6:116)

Ser du ikke ham, der tager sit (personlige) begær som sin gud? Hvis Gud vildleder ham og forsegler hans hørelse og hans hjerte og slører hans syn, hvem vil da kunne vejlede ham? Vil I dog ikke lade jer formane? (45:23)

Jeres indbyrdes kappestrid om (denne verdens) overflod afleder jeres opmærksomhed (fra det mere alvorlige) – lige til døden indhenter jer. (102:1-2)

Afgudsdyrkelse er en utilgivelig synd i Guds øjne:

Gud tilgiver visselig aldrig, at man giver Ham partnere; men Han tilgiver hvem Han vil andre synder. Den, der giver Gud partnere, er visselig en vildfaren synder. (4:116)

***

Men glemmer du Herren din Gud og følger andre guder og dyrker og tilbeder dem, så kan jeg i dag forsikre jer, at I vil blive udryddet. (5. Mosebog 8:19)

Ord til eftertanke i en tid, hvor værdier og normer konstant sættes på prøve.

Fra: Djihad – hellig krig eller vejen til fred? (Tønnsen 1996, 5-12)

© Aminah Tønnsen, 1996

Litteratur:

GRIMM, Fatima: Innerer Friede. Köln 1990.

MAWDUDI, Abul A’la: Let us be Muslims. Leicester 1985.

MURAD, Khurram: Sacrifice – the Making of a Muslim. Leicester 1986.