Af Murad Wilfried Hofmann

På det seneste ”Seminar for islamisk tænkning” (Seminaire de la Pensée islamique) i Tebessa i Algeriet, fremsatte den ægyptiske shaykh Muhammad al-Ghazali i september 1989 en række opsigtsvækkende erklæringer, der gjorde ham til genstand for skarp kritik i den saudiarabiske presse. Ghazali, der er udgået fra det muslimske broderskab og har skrevet et dusin bøger, fremførte bl.a.:

”Hvis jeg i dag var amerikaner eller englænder, ville jeg aldrig antage Islam.” Skylden herfor lagde han på muslimerne i den arabiske verden og deres måde at praktisere Islam. ”Islam er som en karavane, der har draget forvildet rundt i århundreder, fordi den føres af blinde.”

Sådanne udtalelser kan også chokere tyske muslimer, der – forståeligt nok – længes efter dar-ul-Islâm og derved uvilkårligt idealiserer den islamiske verden. Men i virkeligheden er grænsen mellem dar-ul-Islâm og dar-ul-harb i vore dage blevet uskarp. I visse vestlige lande er det i dag lettere (og mindre farligt) at leve som muslim end i nogle såkaldt islamiske lande.
I et foredrag i Beni Izguen i den algierske M’Zab-region, fremførte jeg min egen kritik for et ibaditisk publikum i form af følgende 10 punkter:

  1. Tvang
    Som bekendt udelukker Koranen anvendelse af vold og tvang ved udbredelsen af Islam: lâ ikrâha fid-dîn (2:256). Dette stemmer overens med Koranens foragt for skinhellighed, for påtvungen tro fører udelukkende til hykleri. Tvang i trosanliggender er derfor et ubrugeligt redskab.
    I nutidens islamiske verden bliver denne indsigt ofte fortrængt eller underkendt, idet man – uden at tage hensyn til sammenhængen – giver et andet Koransted et skær af absolutisme: definitionen af den muslimske menighed i sura al-Imran (3:104). Ifølge den føler mange muslimer sig berettiget til ved anvendelse af magt ‘at påbyde det gode og forbyde det onde’ – og oven i købet ved at henføre til et hadith af Muslim (21 nr. 79) – ikke kun med tungen eller hjertet, men også med hånden.
    Sådanne muslimer glemmer fuldstændigt praksis på Profetens tid, hvor man lod islamiske værdier vokse nedefra og ikke påtvang dem med privat eller statslig anvendelse af magt eller vold.
    Denne utålmodige holdning er ikke blot uduelig, men associerer også Islam med magt, bomber og terrorisme i hele verden. I den islamiske verden har intolerance ført til splittelse i utallige islamiske partier og dermed til svækkelse af den islamiske renaissance generelt.
    Mange unge brushoveder blandt de såkaldte ”integrister” burde forstå, at deres problemer ikke er så forskellige fra de tyske muslimers: Også i de fleste islamiske lande gælder, at man må missionere med fredelige midler; heller ikke dér er man kommet helt ud af “uvidenhedens tid”.
  2. Fredagsprædiken
    I alle islamiske lande foregår fredagsprædikenen i samme stil. Hvad der dér gjalder ud af højttalerne, lyder som en streng lærer, der skælder sine elever ud eller – endnu oftere – som en general, der opildner sine soldater til kamp. Imâmen taler hurtigt, med høj skingrende stemme og lader Koranrecitation, bøn og anvisninger til menigheden flyde ud i ét.
    Sådanne prædikener indbyder ikke til eftertanke eller dialog, men ene og alene til at indpode allerede formulerede meninger. De formidler intet af Islams åndelige budskab og giver ikke nogen anvisning på omgangen med anderledes troende.
    Sjældne er de imâmer, der – som den ovenfor nævnte Muhammad al-Ghazali førhen i algiersk fjernsyn – holder en rationel prædiken med normal stemmeføring (og dermed indgiver troværdighed). Hvis fremtiden ikke tilhører sådanne imâmer, ser det sort ud for Islam.
  3. Imitation
    Den islamiske verdens kulturelle nedtur ind i koloniseringen var sikkert også en følge af den siden det 16. årh. dominerende forestilling om, at alt, hvad der var værd at vide, allerede var kendt, og at vore forfædre allerede havde fundet alle gyldige løsninger, idet de tidsmæssigt var nærmere Profeten. Den hunger efter viden, der kendetegnede den islamiske kulturs blomstringsperiode, forsvandt fuldstændig, da man lukkede døren for nytænkning og nytolkning af Koran og Sunna.
    Ingen muslimsk intellektuel vil i dag indrømme, at han blindt følger tidligere lærdes anvisninger. Alligevel er det en påviselig kendsgerning, at de islamiske universiteters videnskabelige svaghed ligger i, at der ikke undervises i analytisk, kritisk tænkning; men at man blot gentager tidligere lærdes citater.
    Jeg har set mange afhandlinger af algierske doktorer, der af samme grund i Tyskland ikke engang ville have ført til tildeling af doktorgraden.
    At man fortsat de facto blindt følger tidligere lærdes anvisninger, suppleres af en beskæmmende censur, der praktiseres mere eller mindre i alle islamiske lande: Tanker, der ikke passer ind i systemet, bliver ikke afgjort ved diskussion og stillingtagen, men ved fysisk undertrykkelse. Et typisk eksempel er den marokkanske sociologi-professor Fatima Mernissis bog ”Le harem politique – le prophète et les femmes” (Albin Michel,Paris 1987). Deri påstår hun bl.a. – ved udelukkende at støtte sig til islamiske kilder -, at den af Abu Bakra overleverede tradition om kvinders udelukkelse fra posten som regeringschef er utroværdig. I stedet for at berige det islamiske åndsliv ved at tage teoretisk stilling til påstanden, forbyder de islamiske lande importen af denne bog …
    Under disse omstændigheder undrer det ikke, at det ikke var og er muslimer, der har fremlagt nogle af de vigtigste videnskabelige værker om Islams tidligste periode, men vestlige ”orientalister”.
    Jeg vil ikke benægte, at der i dag ikke er nogen, der beskæftiger sig med den nødvendige ny-fortolkning af Koranen og Sunna i lys af menneskehedens problemer i verden af i dag; men fortiden lammer stadigvæk. For når man kun tillader ikhtihad af helt traditionelt uddannede personligheder, tager man med venstre hånd, hvad man tilsyneladende gav med højre.
  4. Regionalisering
    Islam er hverken en stammereligion eller en ny tro, men en universel religion. I virkeligheden har dog mindst tre folkeslag efter hinanden ment at have tilhørt Guds udvalgte folk: Araberne (og blandt dem Quraish), perserne og sluttelig tyrkerne.
    Ingen vil benægte, hvad disse folk – også berberne – har udrettet for Islam; men det hører ingen steder hjemme, at tilhængere af disse folk igen og igen fører sig frem, som om de havde en eller anden privilegeret adgang til Islam. Koranen blev åbenbaret på arabisk; men Gud har selvsagt ikke arabisk som modersmål. Og at være muslim forudsætter på ingen måde, at man lever som araberne i det 7. århundrede i Hedjaz.
    Shaykh Muhammad Abduh formulerede det engang således: “I Europa er der meget Islam uden muslimer, og i de islamiske lande mange muslimer uden Islam.”
  5. Despoti
    I modstrid med Koranen og Profetens Sunna, er Islams historie – helt indtil vore dage – enevældernes historie. Islamisk lov eksisterer kun som et smukt ideal, og de fleste lærde har ligesom de kristne gejstlige bøjet sig for vilkårlig eller oplyst enevælde, som har kendetegnet islamisk historie.
    Dog henviser man stadig hyppigere til shura-princippet om gensidig rådslagning (42:38), der tillader demokratiske forsamlinger i det islamiske statsvæsen – f.eks. med forbillede i det ibaditiske ”azzaba”, der finder sammen i ”halka” for at afgøre anliggender gennem konsens.
    Dog vægrer man sig i de islamiske lande i vore dage stadig ved at give Muhammad Asad ret, når han i sin ”The Principles of State and Government in Islam” (2. oplag, Gibraltar 1980) påstår, at en islamisk stat udmærket kunne bygge på parlamentarisk demokrati. Men selv dette ville ikke være nok: Der efterlyses endvidere en islamisk stat, der bygger forholdet mellem politi og borger på vestlige retsprincipper.
  6. Teknofobi
    Islam forkaster den vestlige, ateistiske materialisme; men visse islamiske kræfter er i færd med i bund og grund at forkaste vestens kultur. Især er der tilbøjelighed til at lægge vestlig teknologi for had – som om der findes sådan noget som ”islamisk teknologi”.
    Især den studerende ungdom i den islamiske verden forstår ofte ikke, at der ikke findes decideret god eller dårlig teknologi, men udelukkende god eller dårlig anvendelse af teknologien ved gode eller dårlige mennesker.
    Da teknologiens værdi underkendes, foregår der i dag en sand flugt fra vestlig civilisation og de af dens aspekter, der i kernen er islamiske. Men det viser sig, at selv en muslim i sidste ende ikke kan flygte fra teknologien: man kan enten dominere den eller lade sig dominere af den. Der er intet andet alternativ.
    Hvis denne beklagelige tendens fortsætter, vil den islamiske videnskab og de islamiske samfund blive mere og mere afhængige af vestlige nyopfindelser. Det hjælper ikke at begræde denne ”kulturelle kolonisering”. Islamiske intellektuelle bør i stedet atter bruge deres kræfter på fornyelse og kreativ videnskab.
  7. Fromme nyskabelser
    I Tebessa betegnede Shaykh al-Ghazali også visse excessive former for tilhylning af islamiske kvinder for nyskabelse (bid’a). Han talte mig ud af hjertet, for heller ikke jeg tror, at der findes sådan noget som ”fromme nyskabelser” (bid’at hassanat) – altså tilladt indskrænkelse af den frihed, som Koranen har givet mennesket. Bid’a = bid’a = bid’a!
    Herved kommer vi ind på den tendens, der har været gennem hele den islamiske historie til at gøre ”den retfærdige menighed” (2:143) til et rigoristisk, extremt-puritansk samfund. Dette startede med kharidjitterne og fortsatte med ibaditerne og almohaderne.
    Således blev en for menneskene befriende, tolerant, naturlig og moderat religion til en næsten mosaisk-kasuistisk jurist-religion med mange forbud.
    Hvis opbruddet i den islamiske verden i dag havde tilbagevenden til kilderne for øje – Koran og Sunna – ville der intet være at indvende; men flere af disse ”integristiske” reformbevægelser forstår herved tilbagevenden til middelalderens traditionalistiske Islam, der allerede dengang var forvansket i mange henseender – i et kaos af fatwas og kommentarer.
    Dette er tendens til elitedannelse, som ikke kun skræmmer ikke-muslimer.
  8. Marginal obsession
    Det er svært at fatte, at Allah i Sin godhed har sendt profeter som Abraham, Moses, Jesus og Muhammad, for at vi endelig betræder moskéen med højre fod, renser tænderne med en miswak, anlægger skæg etc.
    Dog har man i såkaldte fundamentalistiske kredse i den islamiske verden i dag det indtryk, at mange mennesker især er fascineret af sådanne randfænomener. Ja, ofte grænser det til ren ”besættelse”.
    Man skulle mene, at det er underkastelse under Gud, bøn, broderskab, storsind, tolerance, nøjsomhed og beskedenhed, der burde stå i centrum. Ingenlunde! Man har i dag det indtryk, at det i den voksende reislamisering af den islamiske verden udelukkende drejer sig om ét: Igen at give kvinden den reducerede status, som hun fik gennem en lang række ”bid’at hassanat”, der startede under Umars kalifat.
    Dette giver en atmosfære, som man kunne betegne som omvendt kønsdiskrimination: en negativ ”besættelse” af kvinden.
  9. Vedvarende splittelse
    Muslimerne har som bekendt af politiske årsager allerede i Islams første år opdelt sig i tre retninger, som har bestået siden slaget ved Siffin. Senere kom de forskellige retsskoler til, og af dem findes der stadigvæk mindst seks. Sluttelig udviklede der sig flere filosofiske og mystiske skoler. Kort sagt: en mangfoldighed, der betyder rigdom, men også vedvarende strid.
    Den islamiske verden fremstår derved ikke som én menighed, men – alt andet lige – som en verden af nationale stater, om hvem man kun ved ét med sikkerhed: at de aldrig vil være politisk enige.
    Denne sørgelige tilstand, der jo også genspejler sig som strukturel svaghed blandt muslimer i Tyskland, forsøges ofte dækket over ved typisk arabisk retorik, som virker ganske useriøs for vestlige iagttagere. I virkeligheden oplever man igen og igen, at man ”beruses” af arabiske politikere og imamer, der udnytter det arabisks sprogs retoriske muligheder. Opvågningen bliver så meget mere smertefuld, når man må fastslå, at der faktisk ikke er sket forandringer.
    Dette er ikke islamisk adfærd. Vor profet var ikke en mand af store ord, men en mand af store gerninger. Når man skal tale om tilbagevenden til de ældste tider, så også til disse dyder!
  10. Marginalisering af kvinden
    Kvinder udgør halvdelen af menneskeheden. Ifølge Koranen er de ligestillet med manden på alle væsentlige områder. I begyndelsen af den islamiske æra spillede kvinder en kapital rolle: ved indsamling af Koranens tekst (Aisha og Hafsa), ved indsats under militære operationer, i det åndelige liv (Umm Salama og Rabia) og som Profetens ledsagere. Profeten var kvindernes ven.
    Som bekendt var Koranens frigørelse af kvinden ikke mindre end en kulturhistorisk revolution. Hun blev et selvstændigt væsen hvad angår valg af ægtefælle og retten til at besidde og administrere ejendom.
    Desværre skete der – ligesom i kristendommen efter Paulus – et brud, der startede under Kaliffen Umar, som har ført til kvindens udelukkelse fra offentligheden, ja, til hendes umyndiggørelse som et andenrangs menneske.
    Derfor – og ganske i strid med Profetens hensigt – virker kvinden i mange islamiske lande i dag for vestlige iagttagere som marginaliseret, diskrimineret og formummet. Dette skyldes alt for ekstreme udlægninger af de vers, der omhandler hidjâb.
    Desværre hylder mange fødte mandlige muslimer endnu i dag chauvinisme og jalousi. At lukke øjnene herfor er som at bedrage sig selv.

Facit
Hvad er nu facit af disse 10 punkter?

Efter min opfattelse stadfæster de den opfattelse, at i islamiske lande fødte muslimer og konverterede muslimer i vestlige lande har meget at give hinanden. Videnskabelig indstilling, teknologisk knowhow, fornyende nysgerrighed, planlægning og arbejdsdisciplin er vestlig adfærd, som en europæisk muslim ikke ryster af sig, når han konverterer. Disse og andre dyder kunne føre til en genopblomstring af Islam i de islamiske lande, der selv i det 21. århundrede vil møde stor påvirkning fra USA og Europa – forudsat, at de europæiske søstre og brødre lever deres Islam med omtanke og forelægger den for deres arabiske, iranske og tyrkiske søstre og brødre uden kompleks og mindreværdsfølelse.
Dette betyder endvidere, at en europæisk muslim kan yde Islam som helhed et større bidrag ved at blive i Europa end ved at emigrere til dar-ul-islâm. Især, fordi fødte muslimer på grund af de oven for anførte grunde som regel ikke er egnet til at formidle Islam til europæere. Formidlingen forudsætter argumentering på en kulturel basis, som kun europæere kan formidle til europæere.
Og således udviskes forskellen mellem dar-ul-harb og dar-ul-islâm mere og mere, indtil denne skelnen bliver endnu mere intetsigende end i dag. Inshâ-allah.

Fra: AL-ISLAM, Zeitschrift von Muslimen in Deutschland Nr. 4/1989.

© Oversættelse Aminah Tønnsen

Bragt første gang i ISLAM – FRED & HARMONI 3/1992.