Da jeg i årene 1990-1994 redigerede og udgav tidsskriftet ISLAM – FRED & HARMONI, sendte jeg naturligvis eksemplarer af hæftet til datidens kendte danske muslimer, heriblandt Omar Louborg, der har udgivet en lang række bøger på dansk om sufisme.
En dag kom der svar: ”Jeg tror, du vil kunne lide denne her”. Pakken indeholdt Mahmoud Mohamed Tahas bog The Second Message of Islam – til låns. Tahas tanker var meget lig den reformtænkning, som jeg selv gik og baksede med, så jeg skyndte mig at fotokopiere hele bogen og skrev en lille artikel til ISLAM – FRED & HARMONI 3/1993: Det oprindelige islam.
Fotokopierne er slidt af brug, og jeg er ikke enig i alt, hvad Taha skriver; men han har absolut fat i den rigtige ende:
Mahmoud Mohamed Taha bragte sig med bogen The Second Message of Islam i konflikt med den sudanesiske regerings indførelse af islamisk ret i 80’erne. Han fremfører i bogen, at de tidligere åbenbaringer fra tiden i Mekka bør tillægges større betydning end senere åbenbaringer, der refererer mere specifikt til omstændighederne i Medina. Taha blev dømt for frafald og hængt i 1985.
Juristen Abdullahi Ahmed An-Na’im (f. 1946) oversatte Tahas omstridte bog til engelsk og har i sin egenskab af juraprofessor videreført Mahmoud Mohamed Tahas arbejde med at modernisere traditionel islamisk ret.
- Mahmoud Mohamed Taha: The Second Message of Islam. New York 1987.
- Introduktion til 3. oplag af ”The Second Message of Islam” i Kurzmann 1998, 270-283. (PDF)
- Mahmud Muhammad Taha: A Muslim Reformer who Dared to Die for his Convictions
- org: The Legacy of Mahmud Muhammad Taha
- The Moderate Martyr. A radically peaceful vision of Islam.
- A Brief Biography of Ustadh Mahmoud Muhammad Taha
- Tahas forsvarstale i retten i Khartoum i januar 1985 (Youtube)
- Den moderate martyr. Jyllands-Posten 30. oktober 2006.
© Aminah Tønnsen, 2016