Af Gunnar Aagaard Nielsen
I de seneste årtier har en ny situation gjort sig gældende i islam. Det nye består i, at der er etableret store islamiske befolkningsgrupper i Europa. Udviklingen har vist, at der er tale om en varig etablering, og denne situation er ikke forudset i islamisk ret. Der eksisterer ikke en teologi for det varige eksil, og der er ikke fastlagt retningslinjer for sådanne minoriteters adfærd.
Uden at det i øvrigt er baseret direkte på Koranens ord, skelnes der i islamisk ret mellem “dar al-islam”, som er betegnelsen for de områder, hvor det islamiske retssystem danner grundlag for samfundets orden, og “dar al-harb”, der er de områder, som ikke er en del af dar al-islam. Det forudsættes, at den troende muslim i eksil gør alt for at vende tilbage til islamisk jord, så snart muligheden er der.
Spørgsmålet om de islamiske minoriteter er berørt i flere aftaler mellem europæiske og islamiske lande, fordi disse samfund kan give praktiske problemer i de mellemstatslige forbindelser. Men det er især i 80’erne og 90’erne, at spørgsmålet har fået stigende aktualitet som et teologisk og juridisk problem i den islamiske verden. Det skyldes ikke mindst, at de unge muslimer, som er født og/eller opvokset i Europa, direkte eller indirekte stiller spørgsmål, som kræver klare svar. Er det muligt at være muslim og samtidig søge statsborgerskab i et land med en sekulariseret samfundsorden? Er det legitimt at være troende muslim og samtidig spille sin rolle som aktiv og engageret medborger i et land med verdslig lov?
Det kræver naturligvis overvejelser og drøftelser at give svarene, men disse overvejelser og drøftelser vil måske medvirke til, at der sker et mere omfattende nybrud inden for den islamiske teologi og tænkning. Og de svar, der udledes, er naturligvis af væsentlig interesse for de europæiske lande, hvor de islamiske befolkningsgrupperer bosat. For svarene er en del af forudsigelserne om, hvorvidt integrationen lykkes på længere sigt.
Men svarene kan ikke være enkle. For ligesom den islamiske verden udgør et såre varieret billede, er der også forskelle på, hvordan integrationsvilkårene er i de europæiske lande. F.eks. med hensyn til religionsforholdene. Man kan blot nævne et land som Danmark, hvor den danske Folkekirke udgør en uudgrundelig del af en national identitet, og hvor kirken medvirker ved forvaltningen af statsborgerskabet, og man kan sammenholde med Belgien, hvor der er en ordning med anerkendte og statsstøttede trossamfund, eller man kan betragte Frankrig, hvor Republikken i sig selv er konfessionsløs, men hvor statsapparatet skal sikre religionsfriheden, og hvor der samtidig trives en humanistisk forestilling om et republikansk borgerideal.
Uanset denne kompleksitet er der gjort forsøg på at opridse nogle hovedlinjer i den udvikling, der for øjeblikket sker i islam i Europa. Et sådant forsøg er for nylig gjort i en artikel i det ansete franske månedsskrift Le Monde Diplomatique (aprilnummeret). Artiklen er skrevet af Tariq Ramadan, der er muslim, og som er ansat inden for den højere undervisning i Schweiz med filosofi og islamologi som fag. Mere interessant er det, at han er en central skikkelse inden for det islamiske samfund i Europa. Han deltager jævnlig i mediedebatterne, men han er især stærkt efterspurgt som dialogpartner hos et yngre og ivrigt publikum i immigrantmiljøerne.
Selv om Tariq Ramandan ifølge troværdigt udsagn kan være ilter i sine ord, når han taler til eget publikum, så er det værd at notere sig de konkrete oplysninger, han fremlægger i sin artikel.
Således redegør han for, hvordan muslimerne op igennem 90’erne har afholdt flere og flere møder af teologisk og juridisk art, hvor islam i Europa er blevet drøftet. Der har deltaget teologer og retslærde fra den islamiske hjemmeverden og – i stigende grad – fra immigrantmiljøerne i Europa. Han nævner især arrangementer, der har været afholdt i Frankrig og Storbritannien, og han opregner fem hovedprincipper, som har vundet næsten fuld tilslutning, ikke blot fra teologerne og de retslærde, men også, siger han, i immigrantmiljøerne:
1) En muslim, der er statsborger eller på anden vis varigt opholder sig i et europæisk land, må anse sig som knyttet til landet ved en moralsk og social kontrakt og må være forpligtet til at overholde landets lovgivning.
2) De europæiske lovgivninger (og dermed sekulariseringsprincippet) giver muslimerne mulighed for at udøve deres religion i det væsentlige.
3) Begrebet “dar al-harb” må anses for at være forældet. Der er foreslået andre begreber, som kan udtrykke de islamiske minoriteters situation.
4) Muslimerne skal betragte sig som medborgere i fuldt omfang, og de bør deltage i samfundslivet i dets forskellige aspekter, samtidig med at de iagttager de værdier, som specifikt er deres, fordi de er muslimer.
5) Inden for de europæiske lovgivningers rammer kan muslimerne naturligvis som alle andre borgere træffe de valg, der er i overensstemmelse med det personlige trosforhold.
Tariq Ramadan er ikke ene om at påvise, at der sker en udvikling i de islamiske immigrantmiljøer i Europa, en udvikling fra “islam i Europa” mod “europæisk islam”. Også andre islamforskere fortæller om skred. Under alle omstændigheder er der tale om en udvikling, der er en udfordring for den islamiske verden, fordi den rører ved traditionel retsorden og religiøs adfærd.
Men der er også tale om et signal til de lande, hvor de islamiske befolkningsgrupper er bosat. For udviklingen som sådan udtrykker ikke, at et oprindeligt kulturelt og religiøst tilhørsforhold udskiftes med et nyt. Udviklingen udtrykker en vilje til integration i bosættelseslandets samfund, ikke et ønske om assimilation. Det er naturligvis en kendsgerning, at der forekommer og fortsat vil forekomme en lang række tilfælde af individuel assimilation, men bosættelseslandene må indstille sig på, at der også på lang sigt skal forvaltes et flerkulturelt samfund inden for deres grænser.
Som nævnt står Tariq Ramadan ikke alene med sine udsagn. Chantal Saint-Blancat er en af de europæiske islamforskere, der ligeledes har beskæftiget sig indgående med den igangværende udvikling i de islamiske immigrantsamfund i Vesteuropa. Hun er tilknyttet universitetet i Padua i Italien, og hun har fremlagt et omfattende materiale i artikler, men navnlig i en bog, der er udgivet i Italien og senere oversat til fransk.
Bogen beskriver med udførlighed, hvorledes islam udgør et referencesystem for en sociokulturel identitet. Og hun påviser, hvordan der sker en række skred i de identitetskomponenter, der tildeles vægt i immigrantsamfundene. Hun søger at blotlægge, hvad der (med hendes eget udtryk) er udviklingen i “det tavse flertal” i de islamiske immigrantsamfund. Hun fremhæver, at denne udvikling er langt mere afgørende på langt sigt end den udvikling, de ekstremistiske bevægelser tegner sig for, når det gælder samspillet mellem immigrantsamfundene og etableringslandene.
Den italienske forskers bog kan på en vis måde læses som en bred redegørelse for det, der på kort vis er fortalt i de fem principper, som Tariq Ramadan opregner i sin artikel. Men Chantal Saint-Blancat går videre i diskussionen om, hvad der sker og eventuelt vil ske i samspillet mellem de islamiske immigrantsamfund og de vesteuropæiske lande, hvor disse samfund er etableret.
Således beskæftiger hun sig indgående med konflikt- og forhandlingssituationen, dvs. den løbende justeringsproces, hvor spørgsmålet er: hvad kan forhandles, og hvad kan ikke? Hvor trækker de islamiske samfund den afgørende grænse for den religiøse og kulturelle identitet, og hvor langt kan de vesteuropæiske lande gå, før de mener, at de fundamentale samfundsværdier og de grundlæggende personrettigheder anfægtes?
Det, der pågår, er en løbende konflikt- og forhandlingsproces, hvor det drejer sig om normerne for det sociale samliv. Hvad kan et minoritetssamfund tåle af justeringspres udefra, og hvad kan et land tåle af anderledeshed i sin midte? Hvor langt magter bosættelseslandet at tage den eksisterende samfundskontrakt op til debat og måske nydefinere den?
Der er tale om et dilemma. På den ene side vil en restriktiv holdning fra bosættelseslandenes side blive opfattet som en manglende respekt for minoriteternes religiøse og kulturelle identitet. Det kan skabe gensidig mistro og lukkethed, og det kan føre til ghettodannelser med tilhørende problemer. På den anden side kan en liberal holdning, hvor der offentligt indrømmes udstrakt særstatus, føre til en social fragmentering. Hvilket på lidt længere sigt vil true den sociale solidaritet og det engagerede medborgerskab generelt.
Dilemmaet er vanskeligt i forbindelse med islam, fordi der i islam er et komplekst forhold mellem religion og civilret, ligesom der er en anden forståelse af samspillet mellem samfundet og det enkelte individ.
Ganske vist viser Chantal Saint-Blancat, at der også her er tegn på et stille skred. Hun påpeger som en af udviklingstendenserne i de islamiske immigrantmiljøer i Europa, at der især i de unge generationer udtrykkes en kritisk holdning over for religionens traditionelle formidling og forvaltning i deres samfund. Dog uden at denne holdning i øvrigt betyder et frafald fra religionen. Men religionen spiller ikke længere den samme rolle som sociologisk tradition og identitetsfaktor. Den opleves i højere grad som et individuelt valg og en personlig og/eller kollektiv bevidsthedsproces. Dvs. en sekulariseringstendens.
Men samtidig er det hendes opfattelse, at familiens tærskel er høj og vanskelig at komme over. Det vil fortsat være et vanskeligt emne, at der er en anden opfattelse af de personlige rettigheder, navnlig kvindens stilling,. Emnet er svært at håndtere, især fordi familietraditionerne er særdeles centrale for identitetsbevidstheden i den islamiske verden. Her kan den individuelle skæbne ikke adskilles fra samfundets, klanens, gruppens, familiens skæbne. I den vestlige kultur, derimod, opfattes individets rettigheder vel som det bedste værn mod gruppepres og samfundsmagt.
Det er her relevant at notere, at den vesteuropæiske kolonisering af en række islamiske lande i det nittende og tyvende århundrede indebar, at landenes retsorden og administrative struktur blev omdannet efter vestlig model. Men denne omstrukturering standsede netop ved familiens dør. De koloniserede fik lov til selv at forvalte familie- og personretten. Det betød, at disse rammer fik en afgørende betydning for den kulturelle overlevelsesstrategi.
Det dilemma, integrationen byder på, fritager naturligvis ikke for handling. Men en række af de problemer, som forvaltningen af et flerkulturelt samfund rejser, kan uden tvivl mindskes, jo flere analyser og undersøgelser der er til rådighed. Men integrationen er i mindre grad en offentlig proces, hvor der udstedes love og etableres faciliteter, end den er en social justeringsproces i det daglige samfundsliv.
Ganske vist er det af overordentlig stor betydning, at den økonomiske integration fremmes, og det vil i første række sige indslusningen på arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at en sådan samfundsadgang lettes, f.eks. via lovgivning. Men det er den kulturelle og religiøse dimension, der katalyserer alle fordommene. Derfor kan man næppe overvurdere betydningen af, at der fremmes et gensidigt kendskab til hinandens anderledeshed. Der kan vedtages love, som forbyder diskrimination af minoritetsgrupper i samfundet, men det er som bekendt vanskeligt at lovgive mod fordomme.
© Gunnar Aagaard Nielsen
Denne artikel har været bragt i INFORMATION den 15. juli 1998 og gengives her med forfatterens tilladelse.
TARIQ RAMADANS personlige hjemmeside