Af Gunnar Aagaard Nielsen

Der er jasminer i haven udenfor, og blomsterduften anes gennem skodderne. Det er i august. Huset ligger i en forstad til Tunis, og jeg er blevet vækket her i brydningen mellem nat og dag af stemmen fra moskeen. Der kaldes til bøn. De første morgener greb stemmen aggressivt ind i min søvn. Men nu er jeg begyndt at lytte til dens bølgen på vokalerne.
Her, hvor jeg lytter i brydningen mellem nat og dag, kommer jeg til at tænke på en iagttagelse, der er gjort af flere, bl.a. af en fransk sociolog, der har beskæftiget sig med immigrantsamfundene i Frankrig.
Iagttagelsen er, at en række unge fra islamiske samfund vender sig mod deres egen religion, efter at de indledningsvis har været i tæt kontakt med den katolske kirke. F.eks. har kontakten været, at de har deltaget i socialt hjælpearbejde inden for den katolske kirkes rammer. Denne dobbeltbevægelse giver en særlig åbenhed for dialog.
Fænomenet, men i omvendt orden, møder jeg ligeledes i en bog, som jeg finder frem til i en boghandel i centrum af Tunis, i nærheden af det sted, som tuneserne altid har kaldt Bab al Bahr (porten til havet), men som franskmændene i kolonitiden omdøbte til Porte de France (Frankrigs-porten).
Bogen har titlen “Plaidoyer pour un islam moderne” (forsvarstale for en moderne islam), og den, der fører ordet, er en tunesisk professor i historie, Mohamed Talbi, der har været tilknyttet universitetet i Tunis.
I bogen fortæller forfatteren bl.a., at han som ung er på ophold i Paris for at udbygge den uddannelse, han allerede har fået i hjemlandet. Han følger forelæsninger om islam på Sorbonne-universitetet, og han fascineres navnlig af en fransk universitetslærer, der via sin optagethed af islam-forskningen har fundet et personligt ståsted i kristendommen.
Mohamed Talbis bog bliver min rejselæsning under den sidste del af opholdet i Tunis.

Bogen er af interesse på flere måder. Den udkom på arabisk i første del af halvfemserne og sigtede oprindelig på et publikum i den arabiske verden. Da den vakte betydelig opmærksomhed blandt de arabisksprogede læsere, gik det tunesiske forlag i gang med at få bogen oversat til fransk. Oversættelsen forelå her i sommer, og den er udgivet i samarbejde med bogforlag i Marokko og Frankrig. Den franske udgave er således udkommet samtidigt i Tunesien, Marokko og Frankrig.
Bogen er også af interesse, fordi den føjer sig til en række af bøger, der er skrevet af personligheder, som er kyndige røster fra den islamiske verden, men som desuden har et indgående kendskab til den vestlige verden, ikke mindst til europæiske forhold. Disse bøger, der efterhånden udkommer med ret korte mellemrum, er født af de spændinger, som brydningerne mellem den vestlige og den islamiske kultur har skabt. De er led i en dialog, og de udfordrer til bredere samtale.
Mohamed Talbis bog er ingen undtagelse i så henseende. Den er i sig selv udformet som en samtale, der er arrangeret af det tunesiske bogforlag, og forfatteren taler ud fra et varmt personligt engagement. Engagementet gælder såvel hans egen kultur og religion indadtil, som det gælder denne kultur og religion i samspillet med Vesten.

Som europæisk læser er det værd at lægge mærke til, at vi igen står over for en islamisk personlighed, som indleder sin dialog med et hårdt, men konstruktivt opgør indadtil. Opgøret gælder den måde, den islamiske verden har forvaltet og fortsat forvalter sin arv på. Talbi påpeger, at fortiden og samtiden tegner sig for en passiv formidling af en tradition, som oprindelig var levende og i fuld udvikling, men som derefter udtørrede.
Denne udtørring er sket for flere hundrede år siden, og den har betydet, at den arabisk-islamiske kulturverden er blevet svækket. Den frodige udvikling blev blokeret i en angst for at rokke ved religionen. At denne blokering og udtørring er sket, sætter Talbi ind en datidig politisk sammenhæng i den islamiske verden.
Derfor er Talbi af den opfattelse, at han som historiker har til opgave at stille sin specielle viden til rådighed, for at denne viden kan bidrage til, at der bliver løst op for blokeringen. Der skal åbnes for kilderne, så de kommer til at strømme igen. Det skal vises, at forhold, der på et bestemt tidspunkt og derefter igennem århundreder har bundet den frie tænkning og den kritiske undersøgelse i islam, er historisk betingede forhold og ikke forhold, der udspringer direkte af Koranen.
Her må det bemærkes, at Mohamed Talbi igen og igen understreger et dybt personligt tilhørsforhold til islam. Et trosforhold. Ustandselig lægger han vægten på det evigtgyldige i det islamiske budskab. Budskabet tåler en nutidig konfrontation, gentager han med iver, fordi budskabet er tidløst. Ligesom det jødiske og det kristne budskab er det, føjer han til.
Som historiker løser han op for en række skrifttolkninger, der er blevet dogmer i den islamiske tradition. Han viser dem i historiens lys og demonstrerer dermed samtidig, at de nutidige forhold kræver en ny og uhildet fortolkning. Og det er i Koranens ånd, at en sådan nytolkning sker.

Det er således ikke som teolog, at Mohamed Talbi udlægger skriften. Han taler som islamisk historiekyndig. Og her møder vores sekulariserede samfund så atter en genkommende udfordring i form af en kyndig islamisk videnskabsmand, som understreger, at det religiøse er iboende og meningsgivende for det islamiske samfund. Hvilket i øvrigt ikke betyder, at et verdsligt rum ikke kan eksistere og have sin funktion i dette samfund. Men samspillet mellem det religiøse budskab og samfundets orden og udvikling betones som et organisk og livgivende samspil.
Selv om Talbi således frakender sig enhver ret til at optræde som islam-teolog, føler han sig kaldet som humanist til at sætte en islamisk etik i relief. Han angriber enhver praksis i den islamiske verden med at omskrive Koranens budskab til detaljerede og måske livsfjendske samfundsregler. Og her rettes angrebet ikke blot mod de traditionelle retslærde. Angrebet rettes også – og især – mod nutidens radikale islamister (fundamentalisterne).
I stedet understreger Talbi tekstens retningsgivende karakter, dens etiske bærekraft i de mellemmenneskelige forhold i et moderne samfund. Han understreger den styrke, hvormed islam efter hans opfattelse kan og bør bidrage til en global etik.

I betragtning af den igangværende udvikling er det hastende, at der stræbes mod en sådan global etik, og den kan kun få styrke gennem dialog mellem enkeltmennesker, mellem nationer og mellem religioner og kulturer. Hermed er vi ved et af nøglebegreberne hos Mohamed Talbi, nemlig dialogen.
Det er Talbis opfattelse, at den islamiske verden kun kan indgå i en gyldig dialog udadtil, hvis den forud forløser sin egen forståelses- og erkendelsesproces. Ligesom den enkelte kun kan komme til gyldig selvforståelse ved at udfordre sig selv i mødet med Den Anden, må den arabisk-islamiske kulturverden tage den vestlige kulturs udfordringer op.
Den arabisk-islamiske verden må tage modernitetens udfordringer op, uden at den internt lægger sig traditionsbestemte hindringer i vejen for en intellektuel og etisk konfrontation med denne modernitet. Der må løses op for de islamiske værdier indadtil, mener Mohamed Talbi, for at disse værdier kan blive et fuldgyldigt bidrag udadtil i de fælles etiske bestræbelser.
Men her kan man så bemærke, at knuden næppe er ligetil at løse op, for den er bundet i noget, der ligner et dilemma. I en vis forstand kræves det, at den islamiske verden skal kunne forholde sig frit i en kritisk bearbejdelse og en positiv indoptagelse af den moderne udvikling. Men denne moderne udvikling opleves netop af den islamiske verden som en teknisk og økonomisk overlegen kraft udefra. Den opleves som aggressiv. Den opleves som ydmygende.
Ganske vist er den gamle kolonitid forbi for den arabiske verden, men kolonitidens direkte undertvingelse er blevet afløst af nutidens politiske og økonomiske magtstrukturer, hvor Vesten spiller en dominerende rolle.
Disse nye magtstrukturer bidrager i høj grad til, at der i en lang række arabiske lande fortsat eksisterer en selvbestaltet magtelite og hersker styreforhold, som er præget af demokratisk underskud. Hvilket gør en fredelig islamisk renæssance såre vanskelig. Vilkårene er således bitre for den proces, der skal føre til opgør med en forældet tradition i islam og formidle en ny og igangsættende oplevelse af egen identitet.

Derfor bliver kravene til en dialog store. Og en af de første forudsætninger må være, at der i Vesten og navnlig i Vesteuropa er forståelse for, at der i den islamiske verden faktisk er reformkræfter, som ønsker at indgå i en fredelig dialog med deres omverden. Og det kræves, at dialogen bygger på mere end tolerance. Den må bygge på gensidig respekt.
Det kan her være relevant som vesterlænding at eftertænke nogle af de hovedkrav, som Mohamed Talbi stiller til en dialog, for at den kan blive frugtbar:
– der skal være et reelt ønske om at opdage den anden, således som denne anden er og ønsker at være,
– der skal være vilje til at møde den anden, uden at der indtages en bedrevidende holdning eller næres en forestilling om, at man har eneret på sandheden,
– der skal være evne til at tale om og acceptere nogle fundamentale meningsforskelle uden polemik, fordi samtalen i første række gælder de værdier, man kan være fælles om.
Mohamed Talbis bog var i sin første udgave et bidrag til en dialog indadtil i den arabisk-islamiske verden. Hovedsigtet var at tilskynde til nytænkning i islam, ikke at gå i rette med gamle kolonimagter og med nutidig økonomisk imperialisme. Men bogen er i sin franske oversættelse blevet et velkomment bidrag til en dialog udadtil. Den er en udfordring udadtil fra en islamisk troende humanist. Måske kommer der oversættelser til andre sprog?

Denne artikel har været bragt i KRISTELIGT DAGBLAD den 14. november 1998 og gengives her med forfatterens tilladelse.