– indisk poet, jurist og filosof
Via Ghulam Parwez (1903-1985)[1] blev jeg i min søgen efter islams oprindelige filosofi og efter en brugbar model for, hvorledes jeg som vestlig kvinde skulle forholde mig til Koranens budskab i praksis, opmærksom på Muhammad Iqbal (1877-1938), der var både poet og jurist, Master of Arts i filosofi og doktor i persisk metafysik. Iqbal lod sig inspirere og udfordre af filosoffer som Hegel, Kant, Bergson og Nietzsche. Han beundrede Johann Wolfgang von Goethe som en af de få europæiske tænkere, der havde turdet gøre op med fortidens fordomsfulde billede af islam.
Som 50-årig sammenfattede Iqbal sine politisk-teologiske tanker i de berømte seks forelæsninger kendt som The Reconstruction of Religious Thought in Islam. Iqbal gjorde – både i sine forelæsninger og i sine teologiske og litterære værker – opmærksom på, at islam i sine første år var både dynamisk og rummelig, og han bebrejdede åbenlyst de middelmådige intellektuelle, snæversynede gejstlige, magtsyge politikere og ureflekterede masser, der forvandlede islam til en statisk, utidssvarende og indholdsløs ideologi ved blindt at overtage deres forfædres tolkninger, sæder og skikke.
Muhammad Iqbal gav mig i sin beskrivelse af troens stadier en første nøgle til svaret på det ofte tilbagevendende spørgsmål: “Hvorfor er ikke alle muslimer dom du?” Han skriver:
“Groft sagt kan det religiøse liv inddeles i tre perioder: Tro, eftertænksomhed og erkendelse.
I den første periode kommer det religiøse liv til udtryk i en form for disciplin, som individet må acceptere betingelsesløst – uden nogen som helst rationel forståelse af den dybere mening og hensigt med påbuddene. En holdning, der kan få store konsekvenser for et folks sociale og politiske historie, men som ikke har nogen særlig betydning for individets indre vækst og udfoldelse.
I den anden periode efterfølges den perfekte disciplinære lydighed af rationel forståelse for disciplinen og for dens ophav og myndighed. I denne periode søger den religiøse efter et fundament i form af et logisk sammenhængende syn på Gud og verden.
I den tredje periode bliver metafysikken fortrængt af psykologien, og den religiøse udvikler ambitionen om at komme i direkte kontakt med den yderste virkelighed. Det er her, troen bliver til et personligt anliggende, en personlig tilegnelse af liv og kraft, og individet udfolder sin frie personlighed – ikke ved at frigøre sig fra lovens lænker, men ved at opdage lovens yderste kilde på bunden af sin egen bevidsthed. Som en muslimsk sufi har udtrykt det: Det er ikke muligt at forstå Den Hellige Bog, uden at den i bogstaveligste forstand er åbenbaret til den enkelte troende – ligesom den blev åbenbaret til Profeten.” (Iqbal 2003, 143 i Tønnsen 2014, 135)
Ligesom Mohammed Abdou (1849-1905) citerer også Muhammad Iqbal (1877-1938) ofte følgende vers fra Koranen:
Gud vil aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv (13:11).
– og skriver et sted:
”Hvis mennesket ikke tager initiativet, ikke udvikler rigdommene i sit inderste og ophører med at fornemme det pulserende liv, da vil dets sjæl forhærdes og reduceres til død materie. Menneskets liv og åndelige fremdrift er afhængig af, om det kan etablere forbindelse til den virkelighed, det konfronteres med. Det er viden, der etablerer denne forbindelse, og viden er erkendelse gennem forståelse … Troen bliver til et personligt anliggende, en personlig tilegnelse af liv og kraft, og individet udfolder sin frie personlighed – ikke ved at frigøre sig fra lovens lænker, men ved at opdage lovens yderste kilde på bunden af sin egen bevidsthed.” (Iqbal 2003, 10 & 143 i Tønnsen 2014, 139)
Muhammad Iqbal Ghulam Sabir, en herboende pakistaner, har påvist mange ligheder mellem Muhammad Iqbals og Søren Kierkegaards liv og tænkning:
Ghulam Sabir: Kierkegaard & Iqbal. Broen mellem kristendom og islam. (Bindslev 2007)
Muhammad Iqbals kendteste værk: The Reconstruction of Religious Thought in Islam fra 1934, er udgivet på flere forskellige forlag.
Aminah TØNNSEN: Muhammad Iqbal – Pakistans åndelige ophavsmand.
QANTARA.de:
The Reconstruction of Religious Thought in Islam (2009)
A spiritual bridge between East and West (2010)
© Aminah Tønnsen, 2016
[1] Ghulam Ahmad Parwez var indædt modstander af de gejstliges magtposition og opfattede den enkeltes bevidstgørelse og selvudvikling som et vigtigt led i kampen imod det britiske overherredømme.