For en muslim er der ingen tvivl: Det sande islam fører til fred i verden. Det arabiske ord islam er dannet ud fra konsonant-roden s-l-m,[1] der har flere forskellige betydninger, blandt andet fred, sikkerhed, gudhengivelse, frelse, fuldkommen, retskaffen, ren, sund, balance, middelvej samt en stige, der fører én sikkert til et højere liggende mål.
Hvis man drager alle afskygninger af s-l-m’s forskellige betydninger med ind i billedet, så er en muslim (m-s-l-m) én, der stræber (jahada) efter at skabe den fuldkomne fred og harmoni for sig selv og sine omgivelser ved i alle livets forhold at følge den vej, som Gud har vist menneskene igennem Sine åbenbaringer, og som fører én sikkert til det højeste mål af alle, et fredfyldt liv med Gud – kilden til fred, alle tings ophav og endelige mål:

Gud leder alle, der søger Hans velbehag, til de veje, der fører til den højeste fred. Han leder dem ud af mørket og ind i lyset, leder dem til en lige vej (5:16).

Gud kalder menneskene til Fredens Hjem. Han leder, hvem Han vil,[2] til en lige vej (10:25).

Som det fremgår af de foregående afsnit om krig og fred, så er der alle steder tale om forsvar imod angreb fra flergudsdyrkere. Alle de pågældende passager indeholder en advarsel om at holde sig indenfor de af Gud fastsatte grænser om human krigsførelse – og slutter med en opfordring til at afslutte kamphandlingerne så hurtigt som muligt, for Gud ønsker freden: 2:190-195, 4:88-91, 8:55-64, 9:1-6, 22:38-41, 16:126-128 og 49:9-10.
Og så må vi ikke glemme den indre fred,[3] der er en vigtig forudsætning for at kunne leve i fred med omverdenen og med Gud:

Det er Ham, der sendte fred til de troendes hjerter, for at styrke dem yderligere i troen (48:4).

Gud sendte fred over Sin udsendings og de troendes hjerter og hjalp dem derved til at overholde ærefrygtens bud (kalimat at-taqwa). Det var velfortjent, og Gud er alvidende (48:26).

Gud sendte Sin fred over Sit sendebud og de troende, og nedsendte usynlige kræfter for at straffe de utaknemmelige (9:26).

 Gud har skabt menneskene, for at de skal tjene Ham, og for at de skal tjene skabelsen og forvalte den i Hans sted. Menneskene er kort og godt skabt for at tjene Gud ved at tjene skabelsen. Det er en stor opgave at løfte, og som Mahmoud Mohamed Taha (1910-1985) så viseligt skriver:

”Mennesket kan ikke bestride sin opgave som Guds stedfortræder og forvalter (khalifa) af Guds skabelse, før dets hjerte er stort nok til at elske hele skabelsen, i alle dets former, og til at disponere over den på en klog og konstruktiv måde” (Taha 1987, 112).

Og Gud har bestemt, at menneskene hver især vil blive draget til ansvar for, hvorledes de har forvaltet de ressourcer og muligheder, Han har givet dem.[4]
Gudhengivelse (islam) er menneskets kærligheds- og tillidserklæring og uforbeholdne hyldest til Skaberen. Den, der giver sig hen til Gud, er Guds tjener. Det arabiske ord for tjener (abd) er af samme konsonant-rod (b-d) som tilbedelse (ibada).
Der er ikke tale om hverken blind, mekanisk eller påtvungen underkastelse under en despotisk guddom, men om et bevidst, oprigtigt og ydmygt ønske om at følge og tjene Gud – i fuld tillid til at Gud har skabt verden i kærlighed, og at Han vil menneskene det bedste. Hvem andre end Skaberen kan vide, hvad der gavner menneskene mest muligt? Koranen er et budskab til menneskeheden, og alle kan få del i Guds nåde – hvis de selv ønsker det og stræber (jahada) efter at tjene Gud og verden.

Muslimer hilser hinanden med en fredshilsen: assalamu alaikum (fred være med dig), der besvares med wa alaikum assalam (fred være med dig også) – eller med wa alaikum assalam wa rahmatullahi wa barakatuh (må Guds fred og nåde og barmhjertighed være med dig også). Det er en fast bestanddel af den rituelle bøn at bede Gud velsigne og være barmhjertig imod Muhammed og hans slægt, ligesom Gud velsigner og er barmhjertig imod Abraham og hans slægt. Man slutter bønnen med at ønske Guds fred og barmhjertighed over verden, mens man symbolsk drejer hovedet mod højre og venstre.
Gud ønsker fred over profeterne Noah (37:79), Abraham (37:109), Moses og Aron (37:120), Elijah (37:130), Jesus (19:33) – ja, over alle profeterne (37:181).
Og når de troende ved opstandelsen betræder Paradis, vil englene byde dem velkommen med en fredshilsen:

Når de, der tror på Vore tegn, kommer til dig, da sig: ”Fred være med jer. Jeres Herre har foreskrevet Sig Selv barmhjertighed. Så hvis nogen af jer handler uret af uvidenhed og efterfølgende angrer og gør gode gerninger, er Gud tilgivende og barmhjertig” (6:54).

 De, der nærer ærefrygt for deres Herre (taqwa), vil sammen med ligesindede blive ført til Paradishaven. Dens porte vil blive slået op, og vogterne vil sige: “Fred være med jer! Træd ind i Haven og dvæl dér for evigt” (39:73).

 Koranen indeholder utallige opfordringer til at stifte fred:

De troende er brødre. Stift fred og forsoning mellem jeres brødre og nær ærefrygt for Gud (taqwa), at I må få del i Hans nåde (49:10).

 Gud lønner den, der tilgiver og slutter forlig. Gud elsker ikke dem, der handler uret (42:40).

Profeten Muhammed skal have sagt: ”At stifte fred mellem to forurettede parter overgår at faste, bede og give almisse” (Abu Dawud 41/4901).

Og for at opretholde fred overalt, hvor mennesker mødes i samtale og samvirke, opfordrer Koranen menneskene til at møde medmennesket med åbenhed, uden fordomme og med en fredshilsen (25:63), ”at tilgive, selv når de vredes” (42:37), ”at rådføre sig med hinanden (shura) og give ud af de ressourcer, Gud har givet dem” (42:38), ”at være tålmodig og vedholdende” (74:7), ”at påbyde det gode og afværge det forkastelige” (3:104), aldrig at gå til ekstremer, men ”følge middelvejen i alle forhold” (17:29)[5] osv. osv.

Ligesom det med al tydelighed fremgår af de foranstående afsnit af kapitlet ”Krig og fred”, så gentages opfordringen til at arbejde for fred og fredelig sameksistens igen og igen. Gud vil freden – men nogle mennesker modarbejder (u)bevidst dette helt centrale punkt i islam/Koranen. Må Gud lede dem på den rette vej.

Tro (iman) og tillid (amana) har samme konsonant-rod: m-n. Tro handler om tillid til, at den vejledning, som Gud har nedsendt til menneskene i form af åbenbaringer til udvalgte mennesker, sendebud, er den bedste vej at følge, den vej, der bringer den enkelte fred med sig selv, med omverdenen og med Gud:

Guds belønning er bedre og mere bestandig for dem, der tror og sætter lid til deres Herre. Den er for dem, der undgår store synder og skamløse handlinger, og for dem, der tilgiver – selv når de vredes (42:36-37).

Profeten Muhammed skal have bedt denne bøn hver eneste dag: ”Herre, Du er Kilden til Fred. Al fred udgår fra Dig, og al fred vil vende tilbage til Dig. Hjælp os til at leve i fred, og indlem os i Fredens Hjem. Velsignet være Du, vor Herre, majestætisk og ærefuld” (Ibn Majah 5/924).

Profeten Muhammed er et fint eksempel på, hvordan man i mange forskellige situationer kan vælge freden fremfor konfrontation og ufred:

  • Da Profeten Muhammed i 622 udvandrede fra Mekka til Yathrib (det senere Medina), hvor byens jødisk-muslimske befolkning tog imod ham, skal hans første ord ved ankomsten have været: ”Tjen Gud, bespis den sultne, forret bøn og udbred fred, og du vil betræde Paradis med fred i sjælen” (Ibn Majah 5/1334).
  • I 627 undgik Profeten væbnet konfrontation med de flergudsdyrkende mekkanere ved at bygge en skyttegrav rundt om Medina, så mekkanerne måtte vende hjem til sig selv med uforrettet sag.
  • I 628 begav Profeten sig til Mekka i spidsen for 7-800 ubevæbnede mænd og forhandlede sig frem til en fredsaftale, der sikrede muslimerne ret til at udføre pilgrimsfærdens ritualer omkring Kabaen i Mekka.
  • Og selvom mekkanerne i 630 brød fredspagten, afværgede Profeten en væbnet konfrontation igennem en kort samtale med Abu Sufyan, mekkanernes leder, der mundede ud i, at Abu Sufyan blev muslim. Og da muslimerne næste morgen gik ind i Mekka, udbrød der ikke panik i befolkningen, for Muhammed havde allerede længe før sin kaldelse fået tilnavnet al-amin, den tillidvækkende, den man kan stole på.
  • Ifølge den kendte biograf Ibn Ishaq skal Profeten have spurgt: ”Hvad tror I, jeg vil gøre med jer?” Mængden svarede: ”Du vil handle godt! Du er en ædel broder, søn af en ædel broder,” hvorpå Profeten skal have svaret: ”Gå med fred, I er frie. Og jeg tilgiver jer al den smerte og ulykke, I har påført mig og mine fæller.” Og mængden fulgte deres leders eksempel og antog islam.

Og derved handlede Profeten i fuld overensstemmelse med:

Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive som en nær ven (41:34).

Profeten Muhammed skal have sagt: ”Ingen af jer er sand troende, før I ønsker for andre, hvad I ønsker for jer selv” (Bukhari 2/12).

© Aminah Tønnsen, 2015

Fra: “Islam – Koran, Hadith, Sharia” (Tønnsen 2015, 295-301)

Noter:

[1] Islam og aslama (s-l-m) har en direkte parallel i det hebræiske shalom (sh-l-m), der også betyder fred.

[2] Mht. vendingen ”hvem Han vil” se Tønnsen 2014, 132-133.

[3] Det arabiske sakina har en direkte parallel i det hebræiske shekina.

[4] Se mere herom i Tønnsen 2014, 222-233.

[5] Tønnsen 2014, 211-213.