Poeten al-Khansa’ (o. 575-645) – Islam

Poeten al-Khansa’ var på mere end én måde en forbløffende kvinde.
Først og fremmest, fordi hun betragtes som den største arabiske digterinde. Ved overgangen til det 7. århundrede – det århundrede, hvor Profeten Muhammed virkede – spiller poeter en anselig rolle. Poetens stemme høres og respekteres. Poeten er beduinstammens ”historiske hukommelse”. Det er poeten, der lovpriser stammens heltegerninger og satiriserer stammens fjender på det grusomste. Poeten er lærd og kender alle stammens hemmeligheder, og når en poet fødes, er der fest og glæde i stammen.
Al-Khansa’ var ydermere forbløffende, fordi hendes poesi – uden undtagelse – vakte hendes samtidiges beundring. Også efterfølgende generationer af poeter tøvede ikke med at anerkende hendes overlegenhed på trods af, at hun tilhørte det såkaldt svage køn.

Al Khansa’ var – ligesom tidens andre poeter – hyppig gæst på ’Ukaz’ litterære marked. Her reciterede poeterne deres litterære værker for den mest berømte af dem alle: al-Nabigha al-Dhubyani. Han havde til opgave at udtale sig om kvaliteten af de andre poeters digte. Kendte og ukendte poeter fremsagde deres digte før al-Khansa’; men da hun var færdig, udbrød al-Nabigha: ”hvis jeg ikke havde hørt Abu Bacir før dig, ville jeg have sagt, at du er den største poet blandt djinner (ånder) og mennesker!”
Hans dom irriterede en anden digter, Hassan Ibn Thabit, der sagde til al-Nabigha: ”Ved Gud! Jeg er en større poet end du selv!” Al-Nabigha vendte sig mod al-Khansa’ og bad hende fremsige sine digte. Da hun var færdig, udbrød Hassan ibn Thabit: ”Ved Gud! Jeg har aldrig blandt kvinder hørt en større poet end dig!” Al-Nabigha føjede til: ”Og heller ikke blandt mænd!”

Også Profeten Muhammed yndede at høre al-Khansa’ proklamere sine digte – også selvom ingen af hendes digte lovpriste hverken islam eller Profeten.
Det fortælles, at poeten Adi Ibn Hatim engang sagde til Profeten: ”Oh Guds sendebud! Vi har den største poet, det mest generøse menneske og den dygtigste rytter blandt os.”
”Nævn mig dem!” befalede Profeten.
”Den største poet er Imrul-Qays ibn Hujr. Det mest generøse menneske er Hatim al-Tai (her nævnte han sig egen far), og den dygtigste rytter er Amr ibn Madi Karib.”
”Du tager fejl!” sagde Profeten. ”Den største poet er al-Khansa’ bint Amr. Det mest generøse menneske er Muhammed (her hentydede han til sig selv), og den dygtigste rytter er Ali ibn Abu Talib.”

En af umayyade-dynastiets største digtere, Jarir, blev engang spurgt, hvilken digter, der efter hans mening var den største. ”Mig – hvis det ikke var for hende, den usle!” svarede han og hentydede til al-Khansa’.
Poeten Bachar ibn Burd skal have udtalt, at digte skrevet af kvinder bar præg af en vis svaghed – undtagen al-Khansa’s, for hun var selv mændene overlegen.
Også kaliffer har i tidens løb lovprist al-Khansa’s digtning. Umar ibn al-Khattab skal have været bekymret for al-Khansa’s helbred og anbefalet hende ikke at græde så meget over hendes to brødre, der døde som flergudsdyrkere. En senere kalif, Abd al-Malik ibn Marwan, skal have truet med at afskedige sin hofpoet, hvis han ikke var i stand til at lave ligeså smukke digte som al-Khansa’.
De største sangere ved umayyade- og abasside-hofferne har sat musik til al-Khansa’s digte og rørt deres tilhørere til tårer. Det fortælles også, at krigere, der faldt på slagmarken, reciterede al-Khansa’s digte, lige før de udåndede.

Tidlige arabiske antologier udråber alle – kun med enkelte undtagelser – al-Khansa’ til den største arabiske poet nogensinde; men nyere antologier nævner hende kun i forbifarten – helt i tråd med den marginalisering af kvinder, der har fundet sted i de senere årtier.

Al-Khansa’s liv
Al-Khansa’ blev sandsynligvis født i sidste fjerdedel af det 6. århundrede og hørte således til Profeten Muhammeds generation. Egentlig hedder hun Tumadir bint Amr; men hun fik tilnavnet al-Khansa’ på grund af sine øjne eller næses skønhed og for at sammenligne hende med en gazelle.
Hun hørte til Banu al-Charid-stammen, der holdt til i området ved grænsen mellem provinserne Najd og Hejjaz. Stammen antog islam o. 629. Al-Khansa’s far hørte til stammens mest ansete mænd. Der var også to sønner, Muawiya og Cakhr. Sidstnævnte har også efterladt sig nogle digte.
Man ved ikke meget om al-Khansa’s barndom; men hun skal have været meget smuk. Hendes skønhed var årsag til, at en ældre poet og ven af hendes bror Muawiya, Durayd ibn al-Simma, anholdt om hendes hånd; men al-Khansa’ skal have afslået med ordene: ”Skal jeg tilsidesætte mine fætre for at tage en olding, der dør i dag eller i morgen?”
Ifølge ældre kilder har al-Khansa’ været gift to gange. Med den sidste ægtefælle fik hun en søn, Abu Chajara, der også var poet, men blev mere berømt som kriger. Han var med i oprøret efter Profeten Muhammeds død i 632, da den islamiske stat truede med at falde fra hinanden. Der er uenighed om, hvor mange børn hun fik med sin første ægtefælle; men flere af dem skal have været berømte digtere.
Man kender ikke hendes nøjagtige dødsår; men man ved med sikkerhed at hun endnu levede efter Profeten Muhammeds død i 632.

Al-Khansa’s værker
Al-Khansa’ havde en usædvanlig stærk personlighed. Hun var modig og viljestærk og kendt for at sige sin mening lige ud. Hun skrev ikke satire, men blev især kendt for sine klagesange.
Hendes brødres tragiske død har berørt hende så dybt, at hun ”næsten blev blind af at græde”. Hun skal have holdt mest af broren Cakhr, der støttede hende i medgang og modgang – også, når hun flere gange stor uden underhold, når hendes mænd havde bortødslet hendes formue i spil.
Til gengæld for denne generøse hjælp gjorde al-Khansa’ broren udødelig gennem sin poesi. Cakhr var for al-Khansa’ det ideale billede på datidens arabiske ridderlighed: modig, pålidelig, klog og gavmild mod fremmede, enker og faderløse. For al-Khansa’ var det naturligt at lovprise en person, der havde vist hende så megen godhed.
Omkring tusinde vers tilskrives al-Khansa’. Hun er ubestrideligt den mest produktive digterinde i ældre tid. Hun besad følsomhed og fantasi. Hendes digte afspejler hendes samtids daglige liv: det hårde, usikre liv, hvor man må forsvare sin hjord og sit vandingssted, hvor døden lurer hvert øjeblik på grund af tørke, hungersnød, krig og rejser gennem ørkenen med dens storme og vilde dyr.
Fra hendes digte udgår et skrig af bitterhed over de ubønhørlige kræfter, der udløses af skæbnen, som råder i en verden, hvor intet mere er tilfældigt, men hvor alt bliver til tegn og varsler. Hendes digte afspejler på samme tid den dybeste fortvivlelse og det spinkleste håb. Poesien bliver til en smertelig sang, der fører tilhøreren til randen af et gravsted eller en slagmark. Mange af hendes digte er gennemsyret af bittersød melankoli og stor ømhed, men afbrydes af krigsbilleder, jagtscener og tøjlesløse, galopperende ryttere, for igen at blive nostalgiske og melankolske.
Klagesange var meget udbredt hos araberne allerede før al-Khansa’; men hun har uden tvivl ført genren til et stade, som ingen anden poet nogensinde vil være i stand til efter hende.

Fra: ISLAM – FRED & HARMONI 2/1992

Kilde:
Boumediène, Anissa: Khansa’. Moi, poète et femme d’Arabie. Paris 1987.