Troen på Gud er uløseligt forbundet med troen på Hans profeter (nabi) og sendebud (rasul) – de mennesker, som Gud udvalgte til at forkynde Sit budskab iblandt mennesker:
Kun de er (sande) troende, der tror på Gud og Hans sendebud, der aldrig tvivler derom, og som sætter deres ejendom og hele person ind på at stræbe for Guds sag. Således er de oprigtige. (49:15)
Koranens profetfortællinger er en lære for de indsigtsfulde. Der er ikke tale om opdigtede historier, men om en bekræftelse af det, som gik forud. Det er en detaljeret fremstilling af alt (hvad mennesket behøver at vide), og en vejledning og en velsignelse for folk, som tror. (12:111)
Profeternes pagt med Gud
Adam var det første menneske, der blev udvalgt til at videregive Guds ord til de mennesker, han levede iblandt. Efter ham udvalgte Gud utallige profeter til at videreføre opgaven, og de indgik alle en pagt med Gud om at viderebringe Hans vejledning uden at ændre den mindste smule på de åbenbaringer, som ærkeenglen Gabriel overbragte dem:
Gud sluttede en pagt med profeterne, idet Han sagde: “Jeg sender jer åbenbaringer og viden. Efter jer vil komme en profet (Muhammad), som vil bekræfte jeres viden. Tro på ham og bered vejen for ham.” Gud sagde: “Bifalder I, og vil I slutte en bindende pagt med Mig?” De sagde: “Vi accepterer.” Gud sagde: “Så bær vidne, og Jeg er med jer som vidne.” (3:81)
Og Vi sluttede en pagt med profeterne, ligesom med dig (Muhammad). Vi sluttede en højtidelig pagt med Noa, Abraham og Moses – og med Jesus, Marias søn. (33:7)
Muligvis vil du (Muhammad) få lyst til at udelade noget af det, du har fået åbenbaret, fordi du er bange for, at de skal sige: “Hvorfor er han ikke formuende, eller hvorfor er en engel ikke kommet sammen med ham?” Du er visselig blot en advarer. Det er Gud, der råder over alt. (11:12)
Sig (Muhammad): “Det tilkommer ikke mig at foretage nogen som helst ændring (i Guds ord). Jeg følger blot, hvad jeg har fået åbenbaret. Hvis jeg ville modsætte mig Herren, ville jeg visselig selv frygte straffen på Dommedag.” (10:15)
Sig (Muhammad): “Jeg følger blot, hvad jeg har fået åbenbaret, og er kun en tydelig advarer.” (46:9)
Koranens profeter
Femogtyve profeter nævnes ved navn i Koranen:
Der er beretninger af varierende længde om Adam, Noa, Abraham, Lot, Ismael, Isak, Jakob, Josef, Moses, Aron, Samuel, Elias, Jonas, Job, Zakarias, Johannes, Jesus og Muhammad.
Elisa, Enok og Ezekiel nævnes kun ganske kort. Salih, Hud, Shuaib og Lukman har ingen paralleller i Bibelen – på samme måde som ikke alle bibelske profeter nævnes i Koranen.
Utallige andre profeter har virket – uden at de dog nævnes eksplicit i Koranen.
Vi har sendt profeter før dig (Muhammad). Vi har fortalt dig om nogle (af dem) – ikke om andre. (4:164, 40:78)
Alle profeter var ud af samme slægt og tilhørte samme fællesskab (umma):
Gud udvalgte Adam og Noa, Abrahams efterkommere og Amrams efterkommere over alle mennesker – de er hinandens slægtninge. Gud hører alt og ved alt. (3:33-34)
Oh I sendebud! Nyd det gode og rene (tayibât) og handl retsindigt, for Jeg er bekendt med alle jeres gerninger. Jeres fællesskab (umma) er ét, og Jeg er jeres Herre. Nær ærefrygt for Mig (alene). (23:51-52)
Derfor skal vi tro på dem alle uden undtagelse:
Sig: “Vi tror på Gud og på det, som er blevet sendt til os og til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og stammerne, til Moses og Jesus og alle andre profeter. Vi skelner ikke mellem dem, og vi giver os hen til Gud.” (2:136)
Vi vil belønne dem, der tror på Gud og Hans sendebud og ikke søger at skille nogle af sendebuddene ud. Gud er tilgivende og barmhjertig. (4:152)
Profeterne var mennesker
Skønt udvalgt til en meget speciel og ansvarsfuld opgave var alle profeter – også Jesus og Muhammad – ifølge Koranen mennesker:
Sendebuddene sagde til folket: “Vi er visselig mennesker som I selv; men Gud udvælger hvem Han vil.” (14:11)
Kristus, Marias søn, var blot et sendebud. Mange sendebud gik bort før ham. Hans moder var en sandhedskærlig kvinde (siddiqa). De indtog begge føde. (5:78)
Også de sendebud, Vi sendte før dig (Muhammad), var blot mennesker, der indtog føde og vandrede omkring. (25:20)
Også sendebuddene før dig (Muhammad) var blot mænd, som Vi sendte åbenbaringer. … Vi gav dem ikke legemer, der ikke behøvede føde, og Vi gjorde dem ikke udødelige. (21:7-8)
Profeterne skulle viderebringe Guds ord og vejledning til deres eget folk – de talte samme sprog og kendte deres traditioner og levevis ud og ind:
Vi sendte intet sendebud, der ikke talte folkets eget sprog, for at de kunne tydeliggøre (budskabet) for dem. (14:4)
Vi sendte Noa til sit folk: “Advar dit folk, før dommedagens straf kommer over dem.” (71:1)
Til Ad-folket sendte vi Hud, én af deres egne, og han sagde: “Oh mit folk! …” (11:50)
Gud vil oplære Jesus i bogen og i visdom, I Moseloven og i Evangeliet, og Han vil gøre ham til sendebud for Israels Børn. (3:48-49)
“Jeg (Muhammad) har levet iblandt jer i en hel menneskealder (før jeg blev kaldet til profet). Vil I dog ikke forstå?” (10:16)
Profeterne som eksempler til efterfølgelse
Profeterne er blevet udvalgt for deres menneskelige egenskaber og fremhæves som eksempler til efterfølgelse:
Jesus var blot en tjener. I ham fandt Vi velbehag, og Vi gjorde ham til eksempel for Israels folk. (43:59)
I Guds sendebud har I visselig er smukt forbillede for den, der tror på Gud og den Yderste Dag, og som uafladeligt ihukommer Gud. (33:21)
Profeternes opgave
Profeterne havde til opgave at viderebringe det budskab, de fik åbenbaret. De skulle fortælle menneskene om den ene sande gud og fordømme alle former for afgudsdyrkelse. De skulle advare menneskene om dommedagens komme og om paradisets lyksaligheder, og de skulle klargøre for menneskene, hvorledes de skulle tjene Gud ved at tjene skabelsen:
Vi sender budbringere udelukkende for at forkynde gode nyheder og advare. De, der tror og handler retfærdigt, behøver hverken frygte (dommen) eller sørge (over udfaldet). (6:48)
Vi sendte Moses med Vore tegn (ayât): “Før dit folk fra mørkets dyb til lyset og forman dem.” (14:5)
“Oh I mennesker! Jeg er blevet sendt til jer som budbringer fra Gud – Ham, der råder over himlene og jorden. Der er ingen anden gud end Ham. Det er Ham, der giver liv og lader dø. Så tro på Gud og Hans sendebud (Muhammad) – den profet, der hverken kan læse eller skrive, men som tror på Gud og Hans ord. Følg ham, at I må blive rettelig vejledt!” (7:158)
Mange profeter blev forhånet og afvist
Og fordi profeterne var mennesker og var udvalgt blandt den lokale befolkning, var der mange, der var skeptiske over for dem og det budskab, de overbragte:
De siger: “Hvorledes kan det gå til, at et sendebud indtager føde og vandrer omkring (som vi selv)? Hvorfor er en engel ikke blevet sendt for at forkynde sammen med ham? Eller hvorfor er han ikke formuende, og hvorfor har han ingen have, hvis frugter han kan nyde?” De uretfærdige (zâlimûn) siger: “I følger blot en vanvittig tåbe!” (25:7-8)
“Hvad – én af vore egne, skulle vi følge ham? Vi ville visselig være på vildspor og ovenud tåbelige. Er budskabet virkelig kun sendt til ham – én af vore egne? Nej, han er en uforskammet løgner!” I fremtiden vil de få at vide, hvem den virkelige løgner er: Den uforskammede. (54:24-26)
Mange sendebud før dig (Muhammad) blev bespottet; men spotterne blev selv ramt af den spot, (de havde udsat andre for). (6:10, 21:40)
Hedningene sagde: “Vi vil visselig fordrive jer fra vores land – medmindre I atter vil tilbede vore guder.” (14:13)
Når Jesus, Marias søn, bliver holdt foran dem som eksempel, lyder der et spottende ramaskrig, og de siger: “Er vore guder bedst, eller er han?” De siger det kun for at kives, for de er et stridbart folk. (43:57-58)
Sendebud før dig (Muhammad) er blevet beskyldt for løgnagtighed. Med tålmodighed har de udholdt de falske påstande og den skade, de blev påført – indtil Vor hjælp nåede dem. Ingen kan ændre Guds ord. (6:34)
Vi sluttede en pagt med Israels Børn og sendte budbringere til dem. Men hver gang der kom et sendebud til dem med noget, der mishagede dem, beskyldte de ham for løgnagtighed eller dræbte ham. De troede ikke, at straf ville komme over dem, så de blev blinde og døve. Gud vendte sig (nådigt) til dem; men mange forblev blinde og døve. (5:73-74)
Profeternes rolle på Dommedag
Profeterne skal på Dommedag vidne om deres folk (men ikke dømme dem), og de vil selv – som alle andre mennesker – blive udspurgt om deres gerninger:
På Dommens Dag vil Gud samle Sine sendebud og spørge: “Hvilken respons fik I på jeres kald (til tro)?” De vil sige: “Vi har ingen viden derom. Du (alene) er vidende om det skjulte.” (5:112)
(Jesus vil på Dommedag sige): “Aldrig sagde jeg andet til dem end det, Du befalede mig at sige, og jeg bar vidnesbyrd: “Tjen Gud, min Herre og jeres Herre.” Og jeg vidnede (om Dig) for dem, mens jeg vandrede iblandt dem.” (5:120)
På Dommedag vil Vi lade én af deres egne vidne om dem, og Vi vil lade dig (Muhammad) vidne om dem alle. (16:89)
Vi har visselig sendt en budbringer til jer, for at han må vidne (om Mig) for jer og vidne om jer (på Dommedag). (73:15)
Muhammed, profet for alverden
Profeten Muhammad blev endvidere i den allerførste åbenbaring opfordret til at sørge for, at budskabet blev bevaret for eftertiden – menneskene skulle “bruge pennen”. Derfor pointeres det igen og igen, at Koranen er et budskab til menneskeheden – gyldigt til alle tider og under alle omstændigheder:
Læs! I din Herres navn, Han som formede mennesket af en igle-lignende klump. Læs! Og din Herre er den Ædleste. Han, der lærte (mennesket) at bruge pennen – lærte mennesket, hvad det (førhen) ikke vidste. (96:1-5)
Oh menneskehed! Et sendebud (Muhammad) er kommet til jer med sandheden fra Gud. Tro på ham, det er det bedste for jer; men hvis I afviser troen, da vid, at Gud råder over himlene og jorden. Gud er alvidende og alvis. (4:170)
Vi har sendt dig (Muhammad) som budbringer til menneskeheden for at forkynde dem glade tidender og advare dem (imod synd); men de fleste forstår det ikke. (34:28)
Vi har åbenbaret Bogen med sandheden til dig (Muhammad) som en vejledning til alverden. Den, der lader sig vejlede, gavner sin egen sjæl; men den, der forvilder sig, skader sin egen sjæl. Du er ikke sat til at varetage deres interesser (wakîl). (39:41)
Muhammed, profeternes segl
Alle profeter har prædiket det samme budskab, og ingen bør fremhæves frem for andre. Det eneste, der adskiller Profeten Muhammad fra tidligere profeter er, at han var den sidste i rækken, han var Profeternes segl (khâtim al-nabiyîn). Han var den, der gav troen sin endelige udformning i overensstemmelse med de åbenbaringer, han modtog via ærkeenglen Gabriel:
Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd, men Guds sendebud og Profeternes Segl. Gud er alvidende. (33:40)
© Aminah Tønnsen, december 2001
Litteratur:
ISLAMISCHES Zentrum Hamburg:
Geschichten der Propheten aus dem Qur’an. 1982.
Ibn KATHIR: Stories of the Prophets
According to Qur’an and Sunnah
TØNNSEN, Aminah:
Profetfortællinger fra Koranen.
Forlaget LM, Lærerforeningens Materialeudvalg (2002).